Essay om digital mobning

I 5. klasse var jeg rigtig gode venner med to piger, som hed Alberte og Isabella. Det var ikke så tit, vi var sammen alle tre på én gang, det var mere sådan man var nogle gange sammen med den ene, og nogle gange med den anden. Når jeg var sammen med Isabella, så snakkede vi altid om alle de dårlige ting ved Alberte, og når jeg var sammen med Alberte, så kom vi altid ind på Isabella, og snakkede om hvor irriterende hun var. Nu når jeg tænker tilbage på det, så tror jeg egentlig også de sad og bagtalte mig, når de var sammen. Jeg kunne egentligt godt lide dem begge to, men man kunne altid finde fejl og mangler. Det var faktisk rimeligt harmløst, for det førte aldrig til direkte konfrontationer, men det er et eksempel, på at fælles fjender skaber sammenhold. Et historisk eksempel på det er hvordan Hitler blev populær blandt det tyske folk bl.a. ved hjælp af at forfølge jøderne. Jeg tænker det er det, der gør sig gældende, når mobning opstår. Hvis man føler sig usikker eller udenfor i en gruppe, kan man måske skabe et nyt emne at tale om i gruppen, og en måde man selv kan blive spændende på. På den måde kaster man bomben videre på en anden, og man kommer selv i sikkerhed. Men kan man virkelig få sig selv til at gøre livet forfærdeligt for andre bare for selv at komme ind i varmen, og hvorfor udspiller det sig i højere og højere grad digitalt? Forskning viser, at menneskehjernen bliver påvirket meget af andres reaktion, til det man siger og gør. Hvis man f.eks. gør noget godt og nogen roser én, så bliver der sendt positive signaler til hjernen, og man bliver glad. Det er måske derfor det kan være sværere at kommunikere over nettet på sms og Messenger, fordi man ikke rigtigt kan se, hvad andre personer mener, ud fra en kort sætning, og at man derfor nemt bliver afhængig af emojis. Det fungerer nok også omvendt. Hvis man gør nogen ked af det eller ydmyger dem, er det sikkert svært at se deres reaktion. Det er måske derfor mobning i højere og højere grad foregår over nettet. Det svarer lidt at skyde en person med lukkede øjne, for man undgår at se det resultatet, men faktum er at det kan føles lige så slemt, eller endnu værre for personen det går ud over. Jeg har altid haft svært ved at se uhyggelige dokumentar- eller fiktionsfilm. Jeg kan sagtens læse om f.eks. 1. Verdenskrig eller Vietnamkrigen, men når det bliver vist via billeder, bliver det meget voldsomt. Det lagres ikke kun i ord, men også i billeder, og det er som om, det fylder mere i hjernen, ligesom to videoer fylder mere på mit Drev end alle mine 500 dokumenter med tekst. Når man har ?set ?det, så kan man ikke så let glemme og fortrænge.