I artiklen fra Ekstra Bladet d. 10. maj 2002 af Sarah Gibbons, Freja Larsen og Ditte Jensen, fortæller ”Rasmus” om hvordan det er at være en hooligan, hvilken livsstil det er, hvad det kræver og hvordan han blev det. Jeg vil ud fra teksten og billedet give min mening omkring hans valg og hooliganisme.
På billedet kan man i forgrunden se tre OB hooligans. Grunden til at man kan se det er hooligans er fordi hooligans tilbeder deres hold på en helt anden måde en almindelige fans ville gøre. De tre mænd på billedet ligger på knæ og tilbeder en OB bluse, der ligger foran dem, som om det var deres Gud. Jeg synes, det er en smule ekstremt. Når man vælger, at blive en hooligan så støtter man ikke længere sit hold, man tager ikke til kampene for at se fodbold, men for bevist at søge slagsmål med fans fra det modsatte hold. Det er i hvert fald ikke min definition af støtte, som en hooligan står for. Det at være en hooligan har simpelthen taget overhånd.
Rasmus fortæller i teksten, at han siden børnehaveklassen havde interesseret sig for fodbold. Også derhjemme gik de meget op i fodbold, og da Rasmus var 12 år gammel, fik han lov til at komme med til sin første fodboldkamp. Brøndby mod FC. København. Han havde aldrig set sin familie opføre sig sådan og blev en smule skræmt. Efter hans første fodboldkamp som endte 2-0 til FCK, blev en af hans fars venner overfaldet ude foran stadionet af 5 rasende Brøndby fans. De sparkede og slog. Rasmus’s far kom til for at hjælpe, og han havde en stor jernstang i hånden. Han begyndte at slå løs på de fem Brøndby fans og ramte en af dem i hovedet, så han begyndte at bløde. Det blev for meget for de 5, så de stak af. Rasmus stod tilbage stolt af sin far.
Det er gratis at oprette en konto