3 Flystyrt - FSA

Jeg sad i ?yet på vej mod København. Det var mørkt og det tordnede udenfor. Jeg har altid været bange for højder og mørke. Pludselig hørte jeg gennem de meget dårlige højtalere, at vi allesammen skulle spænde sikkerhedsselen. Min moster rystede af skræk, hun var rædselsslagen for at ?yve, mere end jeg var. Det gjorde mig ikke mere tryg at hun sad og græd og bad til gud om at der ikke måtte ske os noget. Jeg troede ikke det der blev sagt i højtalerne var seriøst, indtil jeg ?k smækket mit hoved ind i vinduet. Min moster skreg endnu højere. Der var mere turbulens end når man sad hjemme i mormors gyngestol og gyngede, hvor underboen bankede med sin kost op i loftet, fordi stolen knirkede. Jeg tog det meget roligt, jeg havde heller aldrig oplevet min moster på den måde. Jeg var bange, men sagde ingenting. En stewardesse gik i midtergangen og bad folk om at tage det roligt. Da hun nåde hen til vores række, kom der er en vild turbulens, hun blev nødt til at sætte sig på skødet af en ukendt mand, som sad yderst i vores række. Jeg kunne mærke mit hjerte helt oppe i halsen. Alle skreg, jeg kunne mærke en masse sus i min mave. Jeg vidste ikke om jeg skulle græde, skrige eller hvad jeg skulle. Det var som om min hjerne ikke helt kunne beslutte. Jeg sad og sagde ikke et ord. Min mave sagde jeg skulle kaste op, min hjerne sagde jeg skulle skrige og gå i panik. Jeg var målløs. Mit hjerte hamrede hårdere og hårdere, mit sved løb ned af begge sider på min pande. Min hænder og fødder var svedige. Min moster tog min hånd og holdte den tæt indtil hendes mave. Jeg kunne mærke på hende, at hun havde tanken om at vi skulle dø. I dag, i aften. Jeg kunne ikke holde det ud.  Jeg tog min sele af, løb op til døren hvor piloten var, mens jeg kunne høre alle skrige og råbe efter mig, hvad jeg havde gang i. Jeg bankede så hårdt jeg kunne på døren ind til piloten, og råbte at jeg ikke ville dø, jeg var for ung og jeg ville ikke miste min familie, som de ikke ville miste mig. Ingen åbnede. Hvad kunne de også gøre? De kunne jo ikke gøre for turbulensen. Jeg kunne høre min moster nede på række 16, jeg havde næsten mere ondt af hende, end jeg havde af alle andre mennesker i ?yet. Hun var som en mor for mig. Min mor er død, hun døde selv i et ?ystyrt i 2003. Måske var det meningen jeg også skulle, måske var det guds mening med mit liv, at jeg skulle leve det akkurat som min mor. Jeg kunne ikke tænke mere på min mor, det gjorde mig endnu mere bange. Jeg løb tilbage ned til min plads, hvor jeg blev skubbet af turbulensen ind i alle de andre som sad på yderste sæde gennem hele ?yet. Jeg satte mig og spændte selen godt.