”Nå i er vist rigtig ved at gøre haven pæn, det var da også på tide” sagde jeg håneligt til naboen. Naboen ignorerede mig bare, de var ved at være van til mine kommentarere. Jeg lo højt og falsk og sagde ”svare mig, det kan i stadig ikke, men det er jo også svært at snakke med en, så intelligent som mig”. BUM sagde det jeg lå på jorden, og havde fået et agern i hovedet. Naboen lo højlydt og råbte ”den der ler sidst, ler bedst er det ikke sådan man siger det” og lo videre. Jeg blev vred, og kravlede langsomt ind i huset igen, for at få min eftermiddags te med ingefær og kanel. Jeg forlod ikke huset i flere dage, jeg var så flov over at jeg blev nedgjort, det var jo aldrig sket før.
Jeg var en meget fin mand, som elskede at vise mig frem, og håne andre som var mindre fine. Jeg var en meget velhavende mand, og troede bestemt ikke på kærlighed. Jeg boede alene med min lille puddel, der hed alfa, hvilket var ret ironisk iforhold til, at den ikke var større end en sko. Ingen i byen kunne li mig, jeg var alt for snobbet og arrogant. Jeg mente selv, at jeg var alt for god til at, bruge sin tid sammen med sådan en flok bønder. Det var nemlig spild af min tid, ikke fordi jeg havde travlt som sådan, kun travlt med at nedgøre alle andre. Jeg var en mand, som gik i lyserøde skjorter, havde mørkt slik hår og drak te med min lille puddelhund.
Det er gratis at oprette en konto