Det kan til tider være svært at tilgive og få snakket ud om det, der virkelig præger en, når man bærer på en følelse af at være fremmed i sin familie. Men hvorfor er vi ikke bare ærlige? Og åbne omkring, hvordan vi virkelige føler? Er det ikke bedre, end at være ensomme og fyldt med vrede? Følelserne spiller generelt en stor rolle hos hvert enkelt individ og kan være svære at sætte ord på. I novellen “Vintermedister” af Thomas Korsgaard (f. 1995), bliver vi præsenteret for en hovedperson, hvis forhold til sin familie fremstår anspændt. Han skal besøge sin mor, men virker ikke rigtig til at være særlig begejstret for det. Under besøget, får han at vide, af hans bror muligvis vil komme forbi, hvilket sætter gang i en konflikt.
Fortællingen begynder in medias res; “Han trykker pa? knappen til en dørtelefon. Det har været en lang tur. Men han syntes ikke, han kunne blive ved med at aflyse.” (s. 1 l. 1-2) Læseren bliver her kastet direkte ind i handlingen uden nogen forudgående præsentation og der skabes en vis form for nysgerrighed og undren, eftersom læseren mangler en række informationer, som læseren selv skal reflektere sig frem til. Her kan den minimalistisk novelle kobles til, da en stor del af handlingen er ufortalt og læseren selv skal tænke sig til det manglende, ved at læse mellem linjerne. Derudover er det ret typisk, for en minimalistisk novelle, at der er få medvirkende, et kort handlingsforløb og en åbenslutning, hvilket også gør sig gældende i denne fortælling.
Det er gratis at oprette en konto