Personlige refleksioner over terrorisme

Lige siden jeg begyndte at høre om terrorisme i nyhederne, har jeg altid synes, at det var mærkeligt,

at nogle folk har lyst til at slå andre folk ihjel, bare fordi de har en anden holdning eller en anden religion end dem.

religion end dem.

For mange af de folk jeg har snakket med, er terrorisme ekstremt svært at snakke om,

især hvis de selv har mistet en person de elsker eller et familiemedlem til et terrorangreb.

Det er selvfølgelig forfærdeligt, at sådan nogle terrorgrupper skal have lov til at begynde at skabe frygt og

ødelæggelse her i Europa.

Jeg synes indsatsen for at stoppe dem skal øges, ellers bliver det bare ved, og så

er der jo ikke noget der ændrer sig.

Personligt er jeg jo selv blevet rørt af et par terrorangreb, selvom jeg

ikke selv vil mene, at jeg var i livsfare, blev jeg naturligvis stadigvæk bange. Den første gang terrorisme

havde en effekt på mit liv var i 2011, hvor en af min families gode venner blev dræbt i Norge, under Breivik

angrebet.

Jeg har engang set en film, der handler om Breivik angrebet. I filmen fortalte det norske politi at

de var hundrede procent sikre på, at det var al qaeda eller nogle andre ekstremistiske islamister, der stod