Muldskud er en novelle skrevet i 1889 af Henrik Pontoppidan under det moderne gennembrud. Pontoppidan var en af de største forfattere i perioden, da han skrev samfundskritiske tekster omhandlende ironi og realisme. Under det moderne gennembrud var der stor social ulighed blandt de sociale klasser, hvor de rige havde alt og de fattige ingenting havde. Muldskud handler om et velhavende ægtepar, som er skrevet med henblik på at skildre samfundsklasser og kritikken under det moderne gennembrud ved brug af virkemidler - herunder ironi.
Novellen Muldskud handler om et ægtepar, som bor langt fra byen i en villa, hvor de lever i uforstyrret fred. Ægteparret er meget velhavende og lever i høj overflod. Uforudsigeligt en dag ændres deres liv for evigt. En vagabond, som var forbi dagen forinden, har valgt at hænge sig i træet ved Lysthuset i deres have. Selvom ægteparret beder tjenestefolkene om at fjerne både liget og træet, ser de stadig liget af vagabonden og hører en konstant hvisken om menneskelivets elendigheder. Af den grund ender parret med at flytte fra deres drømme bolig og drage ud i verden, for at finde lykke ved at øve barmhjertighed.
Novellen har en alvidende tredjepersonsfortæller med en ydre synsvinkel, det ses meget tydeligt eftersom fortælleren ved en masse om ægteparret som ellers ikke står specifikt skrevet i teksten. Blandt andet kender fortælleren til ægteparrets holdninger og følelser ”Børn havde de aldrig haft og heller aldrig ønsket sig. De vidste, at den, Gud giver Børn, giver han ogsaa Sorger, og det havde netop været Formaalet for enhver af deres Handlinger saavidt muligt at sikre sig imod enhver Bekymring.” (s. 2 l. 19-21). Fortælleren frembringer deres holdning om børn på en ironisk måde, da de har en fed hund, som de behandler som et lille barn. Derudover har de også en grøn papegøje, som kan sige ”papa” og ”mama”, hvilket er ironisk, når de ikke vil have børn.
Det er gratis at oprette en konto