Krimi novelle

Det var en sensommeraften. Mørket havde lagt sig, og den røde aftensol var gået ned for længst. Stemningen i det lille kvarter var stille og kedelig. Gaden var mennesketom, der var helt vindstille, kun nogle fugle der pippede brød stilheden. Esmeralda var på vej ud med skraldespanden som sædvanlig. Ligesom alle andre, så hadede hun at gå ud med skraldespanden når det var mørkt. Det gjaldt bare om at komme hurtigt ud med den, og løbe hurtigt ind igen. Hun skyndte sig over til skraldespandene. Hun åbnede låget og skulle til at smide posen ned i. I det samme hørte hun et kvindeskrig i det fjerne. Kort tid efter hørte hun en person, der løb forbi ude ved vejen. Esmeralda anede slet ikke, hvordan hun skulle reagere. Hun kiggede sig straks omkring, men kunne ikke få øje på nogen. Lysene i husene begyndte så småt at tænde. Folk stak deres hoveder ud ad vinduerne, og undrede sig over hvad der var sket. Der var uro i gaden. Hvad var der sket? Hvorfor var der lydt et kvindeskrig i denne stille nat? Folk begyndte at gå uden fra deres huse, snakkede med de andre beboere, og spurgte om nogen havde set eller hørt noget. Ingen havde set noget, kun hørt det skingrende kvindeskrig. Ingen vidste, hvor skriget kom fra, men alle hørte det. De så uforstående på hinanden. Tiden stod stille. På gadehjørnet henne ved bageren lå en skikkelse på fortovet. Der løb en stille strøm af noget væske fra skikkelsen ned over fortovet, videre ud over kantstenen og dryppede ned på vejbanen. Der kom mere og mere. Drypperiet blev til en lind strøm, og over tid blev den linde strøm atter til dryp på dryp som et tegn på, at tiden ikke stod stille. Der var noget, som var ved at løbe ud. Det var livet, der løb ud. Et liv, der netop var slut. En skikkelse, der lå helt stille. Et gadehjørne, som snart blev forvandlet og aldrig mere blev ”blot et gadehjørne”. Forfærdeligt. Man hører udrykningssirenerne fra politibiler og ambulance. Da politi og ambulance var nået frem, blev der spærret af. Politifolkene bad alle os beboere om at træde nogle skridt væk, og ikke mindst forlade stedet, så de kunne efterforske stedet. Der var jo ingen vidner. Esmeralda trådte frem. Hun ville tale med politikommissær Storm. Han kom først 10 minutter efter alle de andre politibiler. Hun ville se om hun kunne være lidt behjælpelig, nu når de ingen andre vidner havde. Hun fortalte at hun var på vej ud med skraldespanden, hvor hun hørte skriget, og derefter nogle løbende fodtrin ude ved vejen. Politiet sendte straks en politibil ud til vejen, i håb om at der kunne være nogle spor. Det eneste spor der var, var et cigaretskod. Et cigaretskod der fulgte strømmen med væsken. Storm tog skoddet op, kiggede på det og puttede det ned i en pose, som skulle sendes til dna test. Resten af politiholdet fandt ikke flere spor, den aften. Området var spærret, politibiler var klar til at køre igen og folkene gik ind i deres huse igen. Efter den aften, var intet der samme. Menneskerne der boede i byen, var tavse og ingen stolede på hinanden mere.