Medicinpriser og prioritering i sundhedsvæsenet

Det danske sundhedssystem har de seneste år døjet med den ene nedskæring efter den anden på grund af for dyr medicin, samtidig er udgifterne til medicin steget markant den sidste årrække. Er det fair, at få personers medicinforbrug udgør så stor en del af det fælles budget og hvem skal bestemme, hvor der eventuelt skal skæres ned i medicinforbruget?

Medicin er en enorm udgift for den danske sundhedssektor. I 2008 brugte den danske statskasse 4,7 milliarder kroner på medicin, hvorimod der i 2018 blev brugt næsten hele 8.9 milliarder kroner. Altså næsten en fordobling på medicin på kun 10 år. Det kan jo ikke være rigtigt, at vi bliver nød til at skære ned i andre sektorer for at vi ville kunne få det her medicin-system til at køre rundt. Indtil videre kan medicin jo ikke blive for dyr, men det burde måske overvejes i fremtiden om der burde være grænser for, hvad borgerne må få af penge til medicin. Borgerne skulle selv betale en vis procentdel af deres medicin i fremtiden fx bare 5-10%, som også skal afhænge af ens indkomst, hvor mange børn man har og delvist også hvor meget den her medicin koster, hvis valget stod til mig. Jeg synes, at det er svært at vurdere, hvor meget det enkeltes menneskes forbrug må udgøre af det samlede budget og om der er nogle lidelser, man må erkende er selvforskyldte og derfor ikke skal behandles for statskassens penge fx, hvis man har røget hele livet, og hermed fået KOL. Skal det behandles med statskassens penge, når vedkommende selv har været skyld i det? Man kan jo være enig eller ej, men jeg synes, at det er fair, at vedkommende får behandling af staten. Hver gang han har købt cigaretter, har han jo også betalt en tobaksafgift, som går lige i statskassen, samt at vedkommende nok også har betalt SKAT siden vedkommende, blev myndig. Ellers er det en god ide, at borgeren selv skal betale en vis anden del af sin medicin, hvis det ikke er selvskyldt, synes jeg. Ifølge Venstres Ungdom kunne en løsning være at få etableret prioriteringsinstitut, som man også har i England. Det sikrer, at danskerne får den bedst mulige behandling for de penge som er til rådighed i systemet. Det giver også mulighed for at fravælge de behandlinger som ikke giver en stor nok effekt eller som ikke er livsnødvendige. Udover det økonomiske synspunkt, er der også det etiske synspunkt. Hvem skal diktere hvad et liv er værd? Hvis man ikke selv er berørt af dilemmaet, er det jo nemt at have en egoistisk holdning, men hvad hvis det var en af ens tætteste, som blev ramt af en sygdom, der ville koste knaster. Ifølge Det Etiske Råd handler prioritering om på den ene side om at fordele ressourcerne på sådan en måde, at udbyttet af indsatsen er så stor som muligt inden for et givet budget. Udbyttet kan måles som antal af og kvalitet af leveår. Bruger man fx mange penge på at opnå en meget lille effekt et sted i sundhedsvæsenet, begrænser man muligheden for at gøre mere gavn et andet sted i sundhedsvæsnet. Medicinrådet kan sige nej til ny medicin, hvis den er for dyr i forhold til effekten. Medicinrådet kan prisen som argument for ikke at give patienterne en bestemt type medicin på hospitalerne.