Vi kender alle til det. Ingen af os kan lide det. Og det er der altid, når man har allermest travlt, eller allermindst brug for det… Ventetiden. Man ringer til telefonselskabet, og venter i en evighed. Når det endelig bliver ens tur, er de første ord altid ”undskyld ventetiden” efterfulgt af ”hvad kan jeg hjælpe dig med?”
Der er intet værre end, når man har en aftale med en, og de så brænder en af, og slet ikke når de så ikke ringer, og siger det. De kunne da i det mindste ringe og sige, at de ikke kommer, så man ikke bare står, og glor i hundrede år, og så derefter indser, at de nok ikke kommer, hvor efter man tager hjem, og er i dårligt humør resten af dagen.
Ventetid kan også være, når man går i seng og venter på, at man falder i søvn. Men i den ventetid, der tænker man jo også over dagen, der er gået, så man kan vel egentlig også kalde det for tænketid, jeg vil betegne ventetiden, fra man har lagt sig i sengen, til man falder i søvn, som noget vi ikke tænker over som ventetid, men nærmere noget behageligt og afslappende. Noget, hvor man kan ligge i sine egne tanker, og tænke lige, hvad man vil uden, at blive forstyrret.
Det er gratis at oprette en konto