Opgave 4. ude

Det var meningen, at i dag skulle være verdens bedste dag, men i stedet for endte det med at blive den værste. Vi har en sø med en badebro, tæt på hvor vi bor. Den bliver brugt meget af mine venner og jeg og især om sommeren. I dag var en varm dag, hvor solen skinnede fra en skyfri himmel. Jeg skulle mødes med mine bedste veninder, og vi skulle hen til broen og bade. Jeg var ved at gøre mig klar, og jeg ventede egentligt bare på, at min bedste veninde Asta kom og hentede mig. Asta var ikke som hun plejede, hun var så stille som en østers. Hun havde været sådan i nogle dage. Det var en måde, som jeg aldrig havde oplevet hende på før, og jeg skulle have lagt mærke til tegnene allerede der. Vi kørte ned til den spejlblanke søen, og de andre var allerede kommet. Asta og jeg gik hen til dem, og hun opførte sig stadig mærkeligt. Vi badede og hyggede os egentligt bare. På et tidspunkt, omkring kl. 13 ville vi gå ind til byen og finde noget mad. Asta sagde, at hun blev der, mens vi andre gik ud for at finde noget. Det virkede også lidt mærkeligt, for Asta var et af de mest sociale mennesker, jeg kendte. Vi gik altså alligevel, for Asta ville gerne være alene. Da vi kom tilbage, var vi måske lidt for overgearede, så vi bemærkede ikke at Asta var væk, før en af mine veninder spurgte, hvor hun var henne. Jeg gik straks i panik, for hvor var hun henne? Efter cirka en time måtte vi give op, for hun var virkelig umulig at finde. Vi skulle ud at bade, da vi havde spist. Lige pludselig hører jeg et skrig, fra en ven der er dykket langt ud og derefter kommer tårene væltende ud fra hende. Vi skyndte os at spørge hvad der var galt, og hun sagde “jeg tror, jeg har fundet Asta.” Der faldt hele min verden fra hinanden, og alle brikker faldt på plads. Det var grunden til, at hun havde opført sig så mærkeligt de sidste par dage. Jeg løb grædende væk fra alle de andre, jeg skulle bare væk fra alt og alle. Hvordan kunne hun bare sådan forsvinde fra alt og alle hverdagens problemer? Hvordan kunne hun bare efterlade mig her? Jeg blev nødt til at finde nogle svar, for jeg havde en kraftig følelse af skyld. Jeg følte at det hele var min skyld, at jeg havde gjort alt forkert. Jeg forlod søen uden at sige farvel til de andre. Jeg skulle bare hjem og være alene. Asta havde efterladt sin telefon, så den var nem at finde, så den havde jeg taget med hjem. Jeg ville finde ud af om det virkelig var med vilje, om hun virkelig ville tage sit eget liv, eller om det hele var en fejl, og hun så var druknet. Jeg låste hendes telefon op, bare i håb om at jeg fandt et eller andet. I starten fandt jeg ikke noget, men efter noget tid fandt jeg en tekst, som hun havde skrevet. I mit hoved, kommer der en tanke. Tanken kommer fra helvede og den vil blive. Tankens navn er selvmord. Jeg tænker på den tit. Næsten hver dag.