De rådløse øjne

Mark er død. Begravelsen er overstået, og jeg har set hans familie for sidste gang. Hans mor græd under hele begravelsen, og når hun så på mig med sine store, rådløse øjne, måtte jeg vende mit ansigt, for jeg havde aldrig lagt mærke til, hvor meget Mark lignede sin mor. Præsten som stod i sin rene præstekjole med den kalkhvide pibekrave så bedrøvet ud af bar fortvivlelse. “Mark blev sneblind i snevejr,” sagde han. Det var godt, de gik. Her blev endelig stille og tomt, som der er stille og tomt i mig selv. Men denne stille tomgang begyndte, længe før Mark døde. Hans mor så konstant på mig under præstens tale, der var holdt i skæbnens og de tågede vendingers tegn. Den gjorde ikke et specielt indtryk på mig. Jeg har aldrig troet på at Jesus kunne gå på vandet. Men måske så Marks mor kun på mig for at søge efter den sorg i mit blik, der ikke fandtes. Jeg har sørget meget over Mark, men jeg sørgede mest, mens han levede. Jeg kunne mærke angsten komme snigende i min krop. Angsten jeg har ville flygte fra så længe. Var det da min skyld, Mark? Måtte du forlade livet fordi jeg introducerede dig for det? Og kunne jeg have gjort mere for at stoppe dig? Skal døden mon altid gøre nogen til den skyldige, eller kan den være nødvendig? Ligger du nu dér i din kiste med dit blege ansigt, og dine sorte krøller og anklager den levende. Nej jeg tror ikke, Mark anklager nogen, men hans mors blik skræmte mig alligevel i dag. Mark var ikke typen man skulle tro gjorde den slags. Hvorfor er der ingen der har spurgt, hvordan det kunne gå til? Da jeg traf Mark første gang var jeg blot 8 år gammel. Vi gik på samme skole. Mine forældre var lige blevet skilt. Jeg synes at kunne genkende en del af mig selv i Mark, og han blev en ven. Jeg ved endnu ikke præcist hvorfor. Når man ser tilbage på en periode af ens liv, er det aldrig til at sige præcist, hvordan begivenhederne opstod, og hvorfor og hvornår de begyndte. Vores venskab udviklede sig ganske stille og roligt, næsten uden man mærkede det. Vi var bedste venner, stærkere end sten. Sammen var der intet vi ikke kunne klare. Jeg husker stadig de gange, hvor vi stjal chokoladebarer nede på tanken og delte dem nede på gyngerne efter. Det var de gode tider for pludselig gik det hurtigt, rigtig hurtigt. Det der udadtil lignede et uskyldigt venskab blandt to drenge der bare ville have det sjovt, var ved at blive en farlig leg. En leg som skulle vise sig at være alt for farlig. Jeg kan ikke huske hvordan jeg fik fat i det, men det var i hvert fald mig der havde skaffet det. Vi tog en linje hver. Følelsen da den ramte sidder stadig knivskarpt i mig den dag i dag. Følelsen af at miste kontrollen. Det var noget af det mest uhyggelige jeg har prøvet. Mark havde det ikke på samme måde som mig. Han ville have mere, meget mere. Jeg ved ikke hvordan det skete, men det skete. Vi mistede kontakten. Du havde fået nogle nye venner. Nogle hårde venner. For ligesom man kan springe et bjerg kan sne få enhver i fordærv. Opkaldet glemmer jeg aldrig.