“Nørreport St. kan godt være fredeligt” Af Maja Grønbech
Cykelstativerne på Nørreport Station er fyldte. Det tager noget tid at finde en ledig plads. Jeg stiller min. cykel ind på en plads og låser den. Normalt skiller farverige cykler sig ud, men det gør de ikke her. Der er mange cykler i alle farver. Cyklerne står hulter til bulter og nogen er væltet oven på hinanden. Der står en ældre dame og prøver at få sin cykel ind på en lille plads uden at vælte andre cykler. Hun er lige ved at vælte en af cyklerne ned over sin egen. Jeg går over og giver hende en hånd. Hun har en lang, tyk vinterjakke på og udenpå bærer hun sin rygsæk. ”Jeg kommer tit her på Nørreport Station,” kommer det fra den smilende dame. Hun er på vej hjem fra arbejde. ”Jeg arbejder i Rødekors butikken på Vestergade,” forstætter hun. Hun er nu på vej til Valby Station, hvorfra hun går hjem. ”Hvorfor arbejder du så ikke bare i Rødekors butikken i Valby,” spørger jeg hende om. svarer hun. Men hun vil
heller ikke flytte fra sin hjemby og hun har bestemt ikke noget mod turen frem og tilbage to gange om ugen, ”jeg oplever noget nyt hver gang, det er så spændene,” siger hun. Jeg spørger hende om, hvorfor hun stiller sin cykel her, ”det er så besværligt, for en ældre dame, at få sin cykel med på og af toget,” siger hun med et smil på læben. Det fredag aften i november måned. Regnen falder lige så stille på vejen. Det har regnet de sidste par dage. Klokken er cirka seks, solen gik allerede ned for en times tid siden. Gadelysene er tændt og lyser gaden mere op, men der er stadig mørkt. Jeg går videre mod trapperne ned til stationen. Pladsen er lidt glat af regnen, der er faldet. De fleste mennesker står under halvtaget i læ for regnen. Oven på et af halvtagene kan jeg se det lysende røde Nørreport skilt. Folk står enten med deres mobil, eller står og
Det er gratis at oprette en konto