‘?Jeg sad paa Pynten ved Sundets Bred, Himlene smilte, Og saae med Længsel i Dybet ned, Bölgerne hvilte, Da hælded’ Solen til Havets Bryst Og rundtom rödnede Luft og Kyst. Og brat fra Skyerne Strengeleeg Anelsen vakte, I Aftenröde Musen nedsteeg, Harpen mig rakte, Og raskt et brændende Kys mig gav, Nedsynkende i det luende Hav. Da rundt en anden Natur der blev, Vindene talte; Fra Skyer, som blege for Maanen hendrev, Aanderne kaldte, Et Hierte slog varmt og kiærligt i Alt, I Alt mig vinked’ min egen Gestalt. Dog blev fra nu for Tanke og Trang Jorden et Fængsel; Vel lindrer ved Anelse, Dröm og Sang Hiertet sin Længsel, Dog brænder mig Kysset, jeg kiender ei Fred Förend jeg drager Himlene ned!?’
Alberte Lykke Nørgaard Pedersen Hold 1 02/12-2019
Indholdsfortegnelse
Indholdsfortegnelse Forløbet i teksten Tekstens tema Karakteristik af jeget Beskrivelse af naturen Livs- og tilværelsesopfattelse udtrygt i digtets afslutning Teksten i relation til organismetanken og nyplatonismen Præsentation Komposition Sprog og stil Fortolkning Perspektivering Vurdering 1 2 2 2 2 3 3 3 3 4 4 4 6
1
Alberte Lykke Nørgaard Pedersen Hold 1 02/12-2019
Forløbet i teksten
Digtet handler om en jeg-fortæller, der sidder ved havet, mens solen er ved at gå ned. Pludselig kommer der en muse fra himlen og rækker jeget en harpe, giver et kys fra sig og synker derefter ned i havet. Det bliver nat, nogle ånder kalder, og digtet når højdepunktet i en altomfattende, positiv stemning. Denne stemning brydes af den afsluttende konstatering af, at jorden er et fængsel, og jeget ikke kan finde ro, før ’himlene drages ned’. Personen længes efter en anden verden.
Det er gratis at oprette en konto