Hjemløse i den bidende kulde

Sneen falder langsomt, som om der er nogle der har sat slow-motion til. Det ligger sig helt fladt ned på jorden som om det har givet op, det vil ikke engang prøve at komme op og svæve igen. Det knaser under støvlerne, og ånden falder i tætte tåger ud af munden. Julelyset skinner direkte i øjnene, fra de mange lejligheder som allerede har påbegyndt julen.

Mens resten af Nørrebro har travlt og stresser over julegaver og familie komsammen, ligger Kim Andersen og sover på en bænk midt på Nørreport station. Han sorte tophue dækker kun lige hans ører, og soveposen får ham til at ligne en lille orm. Det eneste man kan se er et hvidt ansigt som titter og en ekstraordinær rød næse.

“Jeg har ikke andre steder at være, jeg er ikke velkommen hjemme ved min forældre og mine venner tja, de er også hjemløse” Sådan lyder det fra Kim Andresen…

Ved siden af Kim ligger der en lidt ældre mand, Jørgen Andersen. “Jeg var engang en velhavende elektriker, lige indtil jeg mistede mit arbejde.” kort tid efter brød han ud i gråd og man kunne slet ikke forstå hvad han prøvede at forklare. “Jeg jeg jeg, jeg havde en familie” stammede han med en meget nedtrykt stemme. Imens vi var ude at interviewe Kim og Jørgen, kom der to små piger over til os, Lisa og Marie. “Er de døde?” lød det fra den lille Lisa. “Nej, selvfølgelig er de ikke døde! Ellers ville mor jo ikke have sendt os herover” sagde Marie med en bestemt stemme, og tog sin venstre hånd ned i hendes jakkelomme, det så ud som om hun ledte efter noget. Lige efter stak hun sin højre hånd ned i sin højre jakkelomme, og trak et par mønter ud. 45 kroner trak den lille pige så ud af sin jakkelomme og gav til Kim. “Mange tak søde” lød det meget vammelt fra Kim, som om han var syg. Efterfølgende trak den lille pige Lisa så sin højre hånd ned i sin bukselomme, øjeblikkeligt trak hun også nogle mønter ud af sin lomme, 55 kroner talte hun sig frem til og gav til Jørgen. “Tusinde tak søde” lød det fra den stadig grædende Jørgen. De to piger løb tilbage til de røde lejligheder på hjørnet af Frederiksborggade og Nørre Voldgade “De var søde” hviskede Jørgen stille imens han fjernede tårerne fra hans øjne. “Det var de virkelig” kom det så fra den syge Kim, vi spurgte ham om han ville have os til at ringe efter en ambulance, hvorefter han kom med et meget overraskende svar på vores spørgsmål. “Jeg vil hellere dø her og nu, end at komme på sygehuset, blive rask også komme tilbage og blive syg igen.” og Jørgen brød ud i tårer igen, “Lige præcis min ven, jeg har det på samme måde” hviskede Jørgen til Kim. Vi gav dem begge 1000 kroner og gik videre, vi tog toget til Sydhavn station hvor vi fandt to ældre kvinder, de sad sammen ved et busstoppested med et lys og en halvspist chokoladekage som de tilsyneladende havde fået fra kageboden 20 meter længere henne. Vi gik over til dem og de var egentlig meget venlige, da vi kom over til dem, spurgte den ene os straks “Kunne i tænke jer et stykke kage?” mens den anden sagde “Hej, mit navn er Karin og det her er Lotte” med et smil på læben. Vi takkede pænt nej, og spurgte om vi måtte tale lidt med dem. Efter vi var kommet i dialog med dem, kom vi frem til at Lotte var en 38-årig pædagog, men uden held, og Karen aldrig fik en uddannelse. De virkede meget søde men også lidt excentriske, de havde begge farvet hår, piercinger både i næsen, ørene og læberne. De havde fjernet begge deres øjnbryn, og de gik rundt med deres sko og sokker i hænderne i stedet for deres fødder. Selvom det var –2 grader og snevejr.