Kære anden til højre. Du har nok ikke hørt eller set mig før. Jeg er en studerende og har nu gået i et stykke tid og hørt på den larm, der kommer nede fra din lejlighed. Det er meget svært at koncentrere sig når der er er så høj musik, at mine billeder falder ned fra væggen, og så høj råben at man ikke kan høre sig selv tænke. Jeg har nu ikke sagt noget og det er min egen skyld. Men man må også selv tænke over, at man bor i en lejlighed med flere mennesker end en selv. Det kan godt være det er en tidligere mand eller en kæreste der laver alt støjen, men det er dit ansvar at andre beboer i lejligheden ikke behøver at ligge med puden over hovedet, for ikke at få sprunget trommehinderne. Jeg har flere gange gået til beboerforeningen og jeg ved ikke om de har sagt det videre til dig, men jeg går snart til politiet hvis det ikke snart kommer til et stop. Du burde skamme dig rigtig meget og jeg ville råde dig til at flytte ud alene på en mark hvor du kan lave alt den støj du vil. Det kan godt være at du er super sød hvis jeg først mødte dig men på den måde du har opført dig er der ikke en chance for at jeg overhoved kaster dig blik. Jeg har mistet alt respekt og tro på at tingene kan ændre sig. Jeg kan også lugte at der ikke foregår helt lovlige aktiviteter nedenunder, så jeg tænker at et politibesøg ikke er noget du vil nyde. Jeg giver dig en allersidste chance og det skal du være meget glad for. Jeg har faktisk tænkt på om du ville tage en snak om det og tage ud og spise hvis du hellere vil snakke om de problemer der er. Fordi jeg ved at der er nogen. Jeg har jo ikke mødt dig så tænker at det er nødvendigt at møde sin underbo inden man går til politiet. Ad en eller anden grund føler jeg lidt skyldfølelse for ikke at have tjekkede på dig men jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til det når der er så lidt respekt, så nu får du en sidste chance for at gøre det godt igen.
Det er gratis at oprette en konto