Sværere end du tror

Allerede da jeg vågnet, havde jeg en mærkelig følelse over at jeg skulle kigge på mit gamle ur, som jeg fik af min morfar. Jeg plejer altid at bare kunne tjekke det på min mobil, da jeg alligevel skal svare på snapchat, så mine snap-streaks ikke forsvinder, når jeg vågner op næste morgen. Noget af det jeg havde mest svært ved, da jeg deltog i konkurrencen var, at jeg skulle give op på mine streaks. Jeg var lige runnet 176 dage med min bedste ven Emil, hvor vi havde snappet til hinanden hver dag lige siden. Emil har forresten også deltaget i konkurrencen, men vi har dog ikke talt så meget om det. Vi har bare talt om at mødes et sted og være sammen resten af dagen. Efter jeg har fået noget at spise og børstet tænder, er jeg allerede i tvivl om Hvad jeg skal bruge dagen på. Jeg er alene hjemme, og føler ikke der er noget at give sig til. Alt er væk, tv,mobil og min elskede PS4. Heldigt jeg snart skal være sammen med Emil, men hvordan får jeg lige aftalt at mødes med ham. Vi havde snakket om at mødes på fodboldbanen, men uden et tidspunkt. Jeg ved ikke engang om han er vågnet endnu. Jeg blir rastløs, og utålmodig og ved ikke helt hvad jeg skal give mig til. Efter jeg har siddet i sofaen og stirret irriteret ud af vinduet i noget tid, beslutter jeg mig for at cykle over til Emil. Det er mærkeligt at cykle hjem til en ven, som man ikke engang er sikker på hvor er. Af en mærkelig grund håber jeg utrolig meget at han er hjemme, så jeg ikke behøver at stå som en 8 årig dreng, der spørger om sin ven kan være sammen. Sådan havde jeg det i hvert fald indtil videre. Jeg har ikke nogen mobil på mig, hvad i alverden skulle jeg gøre hvis Emil ikke var hjemme. Emil er den eneste af mine venner som ved at jeg er med i den her konkurrence. Hvis jeg tog hjem til en af mine andre venner ville personen syntes at det var totalt mærkeligt, at jeg ringte på og spørgte om personen kunne være sammen. Det ville da også være ret svært for en sige : -”nej gider ikke være sammen med dig.” – face to face. Men nu varer det ikke længe før jeg er ved Emil’s dør, og jeg var begyndt at forberede mig på hvad jeg skulle sige hvis hans mor lukkede op. For det hun ville nok blive en smule overrasket, når jeg stod foran hendes dør og spurgte efter Emil, selvom hun også er klar over Emil er med i konkurrencen. Så var det nu jeg ringede på og mødte et kæmpe smil fra Emil. Emil havde også har kedet sig lige så meget som mig. Vi talte lidt og så fortalte han mig hvorfor han ikke var cyklet hjem til mighan synes at det ville virke for mærkeligt og akavet at stå der og ringe på klokken og spørge om jeg var hjemme. Den her situation fik mig til at indse hvor meget vi overdriver, med hvor kedeligt livet ville være uden sin mobil, det gør måske bare vi bliver mere sociale på den gode måde og ikke på nettet.