Måske i morgen, svarede jeg et utal af gange, når Jeppe spurgte om vi skulle være sammen. Jeg kunne jo ikke fortælle sandheden, jeg var bange! Selvom jeg har savnet ham så meget, og jeg bare gerne ville være sammen med ham, var jeg nødt til at komme på undskyldninger, hver gang han ringede, det var undskyldninger som: skal lave lektier, er sammen med veninderne eller ”jeg er på besøg hos min mormor”, men hver gang jeg kom med en undskyldning, gled en tåre ned ad min kind. Jeg kunne ikke holde det ud, det var så slemt, at jeg nogle gange, bare forestillede mig at være sammen med ham uden denne skide sygdom.
Nogle gange snakkede vi over telefonen, men det var næsten det sværeste, jeg havde bare lyst til at se Jeppe. Jeg prøvede at holde det inde, selvom tårerne faldt til jords med få sekunders mellemrum. Jeg forestillede mig, at en skønne dag efter kemo, vil min læge komme ind på hospitalsværelset med de gode nyheder, og jeg ville løbe hen til Jeppes basket kamp, og se ham få topscore og efter kampen løbe ned til ham i hans kæmpe arme, og give ham det største kys.
Det er gratis at oprette en konto