Under mine fødder knitrer det hvide skinnede sand, solen i mine øjne blænder mig, et bølgebrus et forskrækket skrig, et skridt mere i det knitrende hvide sand, præcis som den gang jeg var lille og min morfar holdt mig i hånden. Der stod vi sammen i vandkanten med lukkede øjne og drømte os sammen væk til en varm sommerstrand i det sydlige med krid hvidt sand og palmer i sandkanten svajende i vinden, frem og tilbage, dengang var jeg tryg. Nu står jeg på egne ben og selv famle mig frem til hvad jeg selv tror der er det rigtige for mig, der er ikke længere den samme støttepind til at følge mig overalt, igennem alt, min helgen er væk for altid, kun i mit hjerte er den tilbage. Jeg længes tilbage til da jeg barn og stadig havde min trofaste helgen, morfar, nu han væk og kommer aldrig igen, ud over der hvor han ligger fast inde i mit hjerte, som han aldrig kommer til at forlade, der vil jeg altid kunne finde hans trygge og altid rolige men bestemte stemme der altid var en rette pind for mig. Hans stemme kunne få mig til at føle at hele verden var min ven og var lige til. Nu hvor jeg ikke længere har ham ved min side, længes jeg efter at føle et kram fra ham, for det kan stemmen i mit hjerte aldrig give mig tilbage, den kan kun give mig en følelse af at noget mangler af mig selv, noget jeg ikke kan sætte ord på men noget som jeg nu ved at alle oplever gennem livet.
Det er gratis at oprette en konto