Analyse af Jeppe Aakjærs digt 'Jens Vejmand'

Digtet Jens Vejmand er skrevet af Jeppe Aakjær i 1905. Han skrev digtet på opfordring af Ove Rode, som var redaktør på politikken. De havde været ude at gå en tur med vejmanden Thomas, som fortalte dem om hans forgænger Jens, der lå begravet på kirkegården under et trækors. Digtet om Jens kunne læses i Politikken den 22. juni 1905.

Jens Vejmand er et episk digt, da der sker en handling og vi kan genkende person og miljø.

Digtet består af seks strofer med hver 8 vers. Der opstår krydsrim, hvor vers 2 og 4 og igen vers 6 og 8 rimer. Sproget i digtet domineres klart af de mange substantiver, der fremgår, hvilket i dette tilfælde får det til at fremgå, hvor mange ting han har, som er i rigtig dårlig stand. Der gentages i øvrigt i hver strofe: ”Det er saamænd Jens Vejmand”, hvilket understreger, at det altså er Jens, det handler om, og det er ham der lider.

I digtet læser vi om Jens Vejmand og hans hårde liv. Vi hører om, hvordan han slider og slæber, og hvordan han arbejder helt uretfærdigt. Jens bliver tvunget til at arbejde, og har ingen anden mulighed. Han fremstår som virkelig fattig og gammel. Man skulle tro, han har arbejdet hele sit liv på denne vej, og det har simpelthen slidt ham op. Jens er dog også en trofast arbejder, for man kan altid regne med at finde ham arbejdende på vejen – tidlig morgen, sen aften, ja selv i kulde og frost. Men sådan var det selvfølgelig bare. Hvis ikke han arbejdede, ville han jo heller ikke få noget. Hele stemningen i digtet er meget trist, og man får megen medlidenhed med Jens. Det bringer næsten tårerne frem at læse om hans slid og slæb. Jeg vil ikke sige, at Jens er kold eller følelsesløs, men det er samfundet, der er råt og koldt. Det er ikke Jens Vejmands egen skyld, at han fremstår så trist, han kan jo ikke gøre for, at samfundet har påvirket ham så meget, og at han bare ikke har oplevet glæde. Man bliver nærmest også helt sur over, at Jens Vejmand ikke får andet end et råddent, gammelt bræt ved sin grav, den dag han dør. Han har slidt med sten hele livet, og så mener man ikke engang, han skal have en sten ved graven – som der står i digtet, strofe 6: ” Hans liv var fuldt af Sten, men på hans Grav – i Døden, man gav ham aldrig én.”