Jens Vejmand er et traditionelt digt, da det består af mindst en strofe, alle strofer er ens bygget op med linjer, enderim og rytme, og det kan synges. Digtets fortælling og strofernes kronologiske opbygning gør digtet til et episk digt (fortællende digt), men det indeholder også noget lyrisk (beskrivende digt). Digtet er skrevet i år 1905 af Jeppe Aakjær. Han fik inspiration til at skrive digtet, da han kom i snak med vejmanden, Thomas Petersen. Thomas Petersen fortalte ham om en vejmand ved navn, Jens Nielsen, der lå begravet overfor det sted, hvor deres snak fandt sted. Jeppe Aakjær skrev dermed digtet ud fra Thomas Petersens udtalelser, og det fik Thomas Petersen 25 øre for. Jeppe Aakjær gik ind for, at alle skulle have lige muligheder, og han ville derfor vise den danske befolkning, hvordan han syntes, samfundet skulle fungere. Det gjorde, at han i 17 dage sad i fængsel for sine udtalelser om ligestilling.
Digtet handler om Jens Vejmand, som er en hårdtarbejdende mand fra tidsperioden ”Det Moderne Gennembrud”. Han tjener ikke særlig godt for sit slid, og samfundet værdsætter ham ikke. Han er gammel, og han er godt slidt efter mange års hårdt arbejde, men han kan ikke stoppe med at arbejde, for så er der ikke penge til mad. Han har store problemer med at blive ved og til sidst, holder det heller ikke mere. Det ender med, at han en “..kold decembernat…” falder om, og han bliver båret hjem. Han dør, og da han bliver begravet, får han et trækors i stedet for en gravsten, hvilket er skæbnens ironi, som beskrives heri dette vers “...Det er såmænd Jens Vejmand. Hans liv var fuldt af sten, men på hans grav - i døden, man gav ham aldrig én”.
Det er gratis at oprette en konto