Debatindlæg om transkønnede børn

Børn på elleve er ikke i stand til at kunne vurdere konsekvenserne af sine egne valg - men så alligevel

Undervurderer vi børns evne til at tænke og vurdere selv - specielt når det kommer til at føle sig tilpas i sin egen krop?

Hvordan kan Sundheds- styrelsen tillade en behand- ling, hvor vi ikke kender langtidseffekterne? Hvordan den tillade en behandling, der er irreversibel, på bag- grund af et elleve årigt barns ønsker? Især når der findes amerikanske undersøgelser, som viser, at flere end 80 pct. af alle transseksuelle børn kommer overens med deres biologiske køn i løbet af puberteten. Vi står altså med en situation, hvor vi herhjemme tillader en behandling, ingen kender effekterne af, og som helt konkret hindrer børn i at gennemgå den pubertet, som for fire ud af fem ville løse det transkønnede dilemma, som børnene indtil da havde levet i. Ligemeget om det er børn eller voksne, i Danmark eller i udlandet opstår der altid en debat, omkring det at være transkønnet. Er det okay at være anderledes? Vi har i nutidens Danmark, mange eksempler på situationer og ting folk har været imod og skeptiske omkring igennem tiderne. Eks. det at være homoseksuel. Det er underligt nok, de ting der bliver set på som værende ikke “normale” eller de ting som størstedelen af befolkningen ikke er/gør, der har sværere ved at blive accepteret. Dokumentaren, “jeg vil ikke være pige, mor”, handler om transkønnede børn, og man møder 11-årige Kim Storm, der er født som pige, men ønsker at være en dreng. Som den yngste dansker nogensinde er Kim gået i gang med en hormonbehandling, der skal standse kroppens udvikling som pige. Kim er dermed på vej til at skifte køn. Dette har fået mange danskere til at ryste på hovedet. Lægerne mener, at det er nødvendigt at hjælpe børnene, da de frygter, at børnene kommer til at ende ud i mistrivsel. Selvom vi stadig ikke kender alle de efterfølgende symptomer, mener lægerne stadig, at det er den rigtige beslunting. Det bunder både i at re- ducere mistrivsel, men også at jo før man har mulig- heden for at stoppe kroppens udvikling, jo bedre er det for kroppen. De er dog stadig ikke 100 pct. sikre på konsekvenserne. Transkønnede børn og unge skal igennem en lang proces, før de kan tilbydes behandling. De skal først henvises af egen læge til Sexologisk Klinik i København. Her skal de have mindst fem samtaler. Samtidig henvises de til Børne- og Ungepsykiatrisk Center på Bispebjerg Hospital. Man udforsker patientens kønsidentitet, kropsdyfori og kønsudtrykket. Børnene skal igennem en intelligenstest, gennemgang af udtalelser fra skolen, udfyldelse af spørgeskemaer og undersøgelse af, om der er psykiatriske diagnoser som eks. autisme i spil. Herefter drøftes den unges sag på en fælles konference for læger og psykologer fra Sexologisk Klinik, Børne - og Ungdomspsykiatrisk Center. Hvis der ikke er noget, der forhindrer den unge i at gå videre i forløbet, henvises man til Klinik for Vækst og Reproduktion på Rigshospitalet. Men kan en psykolog egentlig bedømme, om barnet reelt mener, han/hun har lyst til at skifte køn? Er barnet overhovedet selv i en alder af elleve år i stand til at kunne træffe sådan en stor beslutning og være bevidst om konsekvenserne af deres valg? Eller undervurderer vi børns evne til at tænke og vurdere selv?