”Glade børn bliver ikke verdensstjerner”, skriver Jon Bøge Gehlert i sin artikel der handler om, at man skal pace sit barn. Jon Bøge Gehlert mener, at man skal pace sit barn, hvis barnet skal opnå at blive en verdensstjerne.
I artiklen skriver han om sig selv. Han skriver om den fantastiske fodboldspiller han aldrig blev, fordi han ikke blev pacet. Jeg kan godt se, at pacing kan hjælpe, hvis man vil være en verdensstjerne. Men nu handler alt jo ikke om at blive verdensstjerne.
Forældre har det med at udleve deres uopnåede drømme gennem deres børn. Det er en forkert måde at tænke på, mener jeg. Børn skal have lov til at gå til det der interesser dem, og ikke det der interesser deres forældre. Hvis barnet vil være verdensstjerne, skal de nok selv sørge for det. Men forældrene skal selvfølgelig være der til at bakke op om barnets mål og ambitioner. Det er bare vigtigt, at det er barnets mål og ambitioner, ikke forældrenes.
Jon Bøge Gehlert referer til mange sportsstjerner, som er blevet store ved hjælp af pacing. Jeg tror også på, at pacing kan hjælpe, men jeg tror til gengæld, at barnet vil ende med at hade det, som det er blevet pacet til. I mit hoved giver det ikke mening at lave noget, som man hader. Så gør man det jo kun af en grund, og det er at blive verdensstjerne. Men hvad er lige fidusen ved at blive verdensstjerne, hvis man hader det man laver? Det giver ikke menig for mig, men det gør det sikkert for mange sportsgale forældre.
Det er gratis at oprette en konto