Da jeg læste den side, Jon Bøge Gehlerts havde skrevet i Politikken for nylig, blev jeg positivt overrasket over hvordan, hans synspunkt var på pacing konceptet. Jeg synes, Jon har ret i mange af sine synspunkter, men ofte overdriver han i den måde han forklarer dem på. Selvfølgelig skal man pace sit barn, men inden for rimelighedens grænser. Det nytter ikke noget, hvis man bliver ved med at presse sit barn, til noget han eller hun ikke har lyst til. Det kommer man ikke nogle vegne med, ergo ingen resultater.
Men hvor er grænsen for hvor lidt og hvor meget, man skal pace sit barn?
Som Jon skrev, ”forældre skal skabe begejstring for sport, motivere og være gode
forbilleder”. Jeg giver ham fuldstændig ret!
Hvis forældrene sidder dagen lang foran fjernsynet og glor tv-serier og propper sig med
usund mad, er det nok ikke den bedste motivation, de kan give deres børn, hvad end de så siger til dem. Jeg mener, man bør starte fra de er helt små med at gå til noget fodbold, gymnastik, dans eller svømning, ja hvad som helst.
Snakke med barnet om hvad, han eller hun gerne vil, hvad der interesserer det. Hvis det så er noget, der er begej-string for gennem længere tid og lysten til det, stadig er der, hvorfor så ikke forsøge at opnå noget med det? Men hvis man starter på en sæson, så mener jeg også, at man skal gennemføre den. Der findes ikke noget værre end børn, der bare hader alt slags sport. Og det er jo klart, de gør det, når de ikke har gået
Det er gratis at oprette en konto