Efter flere års forskning og udvikling er det lykkedes for elektrolysevirksomheden GreenHydrogen at fremstille alkaliske elektrolyseanlæg med virkningsgrader på over 80 procent. Teknologien er tæt på at være klar til markedet og er i dag fuldt på højde med de mere avancere former for elektrolyse, baseret på brændselsceller.
250 kW elektrolysemodul fra GreenHydrogen, der kan producere 60 m3 brint i timen. Er der brug for større effekt, kobles flere moduler sammen. Målgruppen er først og fremmest tankstationer, anlæg til produktion af syntetiske brændsler og backupsystemer.
Af Torben Skøtt De fleste kender til alkalisk elektrolyse fra fysiktimerne, hvor vand spaltes til brint og ilt, når der tilføres strøm via to elektroder. Teknologien er således kendt, men har hidtil ikke vundet den store udbredelse, da det ofte har været billigere at fremstille brint ud fra fossile brændsler, typisk naturgas. Alkalisk elektrolyse har endvidere været betragtet som en lidt “gammeldags” teknologi med en lav virkningsgrad, men i dag er det faktisk muligt at fremstille brint via alkalisk elektrolyse med virkningsgrader på over 80 procent. Det fortalte udviklingsdirektør i GreenHydrogen, Jørgen Krogsgaard Jensen, om på Driving Green Konferencen, der blev afholdt i København sidst i august. GreenHydrogen har arbejdet med alkalisk elektrolyse siden 2007, og har i dag valgt at fokusere på større anlæg til blandt andet brinttankstationer, industrielle anvendelser og fremstilling af syntetiske brændstoffer. Arbejdet er støttet af Højteknologifonden, EUDP og Energinet.dk, og firmaet arbejder tæt sammen med flere universiteter og Siemens, der alle har en betydelig ekspertise på området.
Det er gratis at oprette en konto