Analyse af 'Lær mig, o skov' og 'Ode til døden'

Liv og død er emner, som fylder i forskellig grad hos et hvert menneske. Nogle mener, at man skal gøre sig fortjent til at ende et godt sted efter døden. Dette kan gøres i form af religion, hvor man som levende menneske ’’tilbeder’’ vores skaber og lever efter de regler, han har påsat her på jorden. Andre mener, at når man er død, er der ikke mere, at det ligesom er enden af eventyret. Man har gjort det på jorden, man skulle. Men er det så simpelt? er der overhovedet et svar på, hvordan livet ’’burde’’ leves?

Lær mig, o skov, at visne glad er et digt skrevet af en af romantikkens største digtere Adam Oehlenschläger. Digtet er skrevet i år 1813 og omhandler emnerne livet og døden.

Digtet, hvilket også er en salme, består af 4 strofer. I hver strofe er der 6 vers. Der er en fast rytme i salmen, da rimmønsteret for hver strofe er a-a-b-c-c-b hvilket betyder, at hver strofe slutter med et enderim. Den faste rytme er meget central for en salme, da det giver genkendelighed. Salmen er skrevet i tidsperioden romantikken, hvilket også tydeligt sætter sit præg på salmens sproglige virkemidler, b.la. i form af megen brug af adjektiver. Salmen er derfor meget beskrivende. derudover refererer salmen meget til naturen, hvilket også er meget karakteristisk for værker skrevet i romantikken. Salmen benytter naturen til at beskrive livets gang og det lyriske jeg. Træet, som nævnes i første strofe (strofe 1 vers 1-6), er ligesom et symbol på ’’Livets gang’’. Stammen har rod i jorden ligesom vi mennesker, når vi bliver født (strofe 1 vers 4-5). Det spirer ligeså langsomt, som vi vokser op, og træet bliver ældre. Des ældre vi bliver, jo lysere bliver træets farve, det bliver i digtet beskrevet med træets gule blade (strofe 1 vers 2), da træet gennem sin levetid vokser og kommer tættere på himlen, hvilket er en metafor for, at vi som mennesker kommer tættere på vores skaber, jo ældre vi bliver. Naturens benyttes også i digtet til at beskrive det lyriske jegs ’’spring’’ i livet. I strofe tre beskrives en orm og en sommerfugl (strofe 3 vers 1-4), dette er symboler for den omvæltning, det lyriske jeg vil gennemgå, når døden indtræffer. Det lyriske jeg beskriver sig selv som ’’en orm’’ (strofe 3 vers 4), som er fanget på jorden ’’at sønderbryde tunge skjul, som nu min frihed tvinger!’’ (Strofe 3 vers 2-3) Her beskriver det lyriske jeg dets ’’længsel’’ for at komme videre og hermed altså i himmelen og ikke længere være ’’fanget’’ på jorden. Sommerfuglen er et symbol på det næste skridt, en sommerfugl starter jo ud med at være en, orm som det lyriske i verset beskriver sig selv som og bliver derefter til en smuk sommerfugl. Strofen tolkes her som, at man som menneske/orm lever livet på jorden for derefter at blive til en sommerfugl/engel og flyve mod himmeriget. Ligesom naturen fylder meget i digtet, gør dets cyklus også. I første strofe benyttes ordet ’’visne’’ (strofe 1 vers 1) sammenhængen i sætningen gør, at ordet bliver et udtryk for dø ’’Lær mig, o skov, at visne glad’’ (Strofe 1 vers 1) det lyriske jeg beder dermed naturen om hjælp, til ikke at tage døden så tungt samt ikke at frygte den. ’’Som sent i høst dit gule blad’’ (strofe 1 vers 2) her benyttes ordet ’’høst’’ i denne sætning spiller beskrivelsen af ’’gule blad’’ også en massiv rolle, da man ligesom kan tolke det til, at ’’høst’’ kan være at ’’skille sig af med’’, derudover kunne det ’’gule blad’’ tolkes som menneskets i dets ’’svækkelsesstadie’’, altså når man ligger døden nær. ’’Et bedre forår kommer. Der grønt mit træ skal herligt stå og sine dybe rødder slå i evighedens sommer’’ (strofe 1 vers 3-6) hele denne sætning kunne tolkes til, at når høsten er ovre, altså når man er død ’’planter’’ man ligesom sig selv på ny, men i stedet for på jorden så slår man rødder ’’i evighedens sommer’’ (Strofe 1 vers 6), altså at man bliver ’’genfødt’’ i himmeriget, og der forbliver man. I strofe to benyttes også naturens cyklus. ’’når alt er vinter her og is, da et evigt paradis mig hisset åbent stande’’ (strofe 2 vers 3-6) her benyttes ordet ’’vinter’’ som et udtryk for døden da vinter jo er en kold tid og man ofte kvalificere døden som noget trist og koldt. Naturens cyklus bliver derfor i salmen benyttet lidt som livets cyklus. Der er også en dyb religiøs tone igennem salmen, som selvfølgelig også bliver udtrykt ’’Du, som fra skyen smiler hist, min herre, frelser, jesus krist’’ (Strofe 4 vers 1-2). Salmen har ingen trist tone ift. det med døden, det er mere end uvished omkring, hvad som sker efter men samtidig også en optimisme omkring, at det hele nok skal blive okay.