Livet og døden er begge noget man aldrig kan vide sig sikker på, hvilket har gjort at synet har ændret sig på det gennem tiden, men har den moderne tid haft en indflydelse?
To eksempler der viser denne ændring er digtene Lær mig, o skov, at visne glad (1813) af Adam Oehlenschläger og Ode til døden (2001) af Benny Andersen.
Livet og døden er omtalt i både salmen og oden, dog på meget forskellige måder. Hvilken rolle spiller kærlighede og de romantiske træk i digtene?
Digtet Lær mig, o skov, at visne glad er fra 1813 og er optrykt i den danske salmebog, salmen består af fire strofer, hver strofe består af seks vers. Versene slutter alle med enderim, effekten af dette er en fast rytme, som er vigtig for en salme, hvilket også gør det til et bundene digt. Det religiøse spiller en stor rolle i Oehlenschlägers poetik ”Du, som fra skyen smiler hist, min Herre, frelser, Jesus Krist, lær mig at svinge sorgen” (strofe 4, vers 1-3) han beder til Jesus Krist om at kunne tolerere den sorg der medfører døden, generelt får man et religiøst indtryk af dette digt da det også er en salme.
Digtet er skrevet i perioden romantikken af Adam Oehlenschläger, og derfor er digtet et forholdsvist gammelt digt, hvilket tydeligt kommer til udtryk i måden det er skrevet på, sproget gør det en del svære at læse og forstå. Digtet er et lyrisk digt, og er derfor bestående af en lyrisk jeg person. Digtet er skrevet centrallyrisk, da det lyriske jegs personlige oplevelse om omverdenen stærkt kommer til udtryk og med en kontakt til naturen. Det lyriske jeg forsøger at acceptere døden og alt det som det indebærer, jeget forbereder sig på døden uden sorg ved at gå døden i møde og se det som en positiv ting i stedet for noget negativt og sørgeligt. Digtet er beskrevet meget eksplicit, hvilket gør at sammenhængen er nem at forstå da det er ret åbenlyst, der skal meget til for at misforstå meningen.
Det er gratis at oprette en konto