Skræmmende skønt fp9

Er du en af dem, som gemmer sig under tæppet så snart spændingen rammer filmen? Eller er du en, som søger gys i film, og bare ikke kan få nok af det? Men hvorfor skulle vi overhoved se en film, som har formål med at skræmme os fra vid og sans? “Vi nyder at blive skræmt, så længe vi sidder sikkert i sofaen. Det skyldes, at vi på den måde træner vores måde at håndtere ubehag, kriser og farer på”. Sådan forklarer gyserfilm forskeren Mathias Clasen det i artiklen Skræmmende Skønt. Artiklen ser gyserfilm som et mere positivt end negativt. De mener at ved hjælp af gyserfilm, træner vi faktisk vores måde, at håndtere negative følelser og faresituationer. De forklarer det som en såkaldt sød følelse af panik, man får. Personligt har jeg altid set gyserfilm, som værende noget grusomt og upassende. Jeg betaler over 100 kr for at se en film, hvor jeg alligevel bruger over halvdelen af filmen krympet ned i sædet, og gemt bag popcornene. Men hvorfor søger vi egentlig efter denne irrationelle lyst til at skræmme os selv? Det virker ikke spor rationelt, at når vi efterfølgende får en knude i maven bare ved tanken om at sove med åbent vindue. Jeg ser det som om, vi er nysgerrige efter at, udfordre og eksperimentere med vores egne grænser. Det har alt sammen noget med hjernen at gøre. Hjernen skelner ikke mellem fiktion og virkeligheden i sådan nogle situationer. I verdens uhyggeligste film Nattens Dæmoner er der blevet forsket i, at efter 70% af filmen bliver TV’et slukket med rystende og svedige hænder. Scenen med en ung dame, som bliver trukket ned af gulvet, og ender med at blive besat. Det er typisk hændelse i en gyserfilm, og alligevel bliver vi ved med at blive skræmte. Det er der hjernen spiller en rolle, at blive besat af en dæmon ville aldrig ske i den virkelige verden, men i det øjeblik tænker hjernen mere fiktion end virkelighed. Lægger vi overhoved mærke til, at vi faktisk vil udfordre vores grænser? Her forleden dag ligger jeg i min sofa og ser Netflix, jeg kan vælge mellem gyserfilmen IT eller familiefilmen Far til fire i naturen. Uvist tager jeg gyserfilmen, selvom jeg er enormt bange for klovne, og engang blev skræmt af maskotten Ronald McDonald, vælger jeg gyserfilmen for spændingens og uhyggens skyld. Jeg bliver skræmt fra vid og sans, og har svært ved at forstå dem, som ikke gemmer sig under tæppet med søgen efter tryghed.