Bøjningerne virker fremhævende – af og til virker udsagnene modsat af hvad der står (fx ”Den smilende dør til ude fristede os ikke. Slet ikke. Overhovedet ikke!” (s. 9) ), andre gange for at få læseren til at bemærke at fortælleren bider mærke i noget (fx ”Blå, mere blå, mest blå” (s. 19)). Nogle gange virker det forstærkende, nogle gange benægtende, andre gange spørgende.
Kapitel 1 (s. 5)
”Der er intet der betyder noget,
det har jeg vidst i lang tid. Så
det er ikke værd at gøre noget,
det har jeg lige fundet ud af.” (s. 5)
Kapitel 2 (s. 6-9)
Pierre Anthon:
Bor i kollektiv
Går ud af skolen, fordi intet betyder noget
Bor i Tæring (forby til en størrre provinsby) – der er næsten fint – på Tæringvej 25 i et nedlagt landbrug
Bor sammen med andre hippier, der er ”blevet siddende i otteogtres” (s. 8)
Sidder oppe i et blommetræ og kaster med umodne blommer
”Der var ellers intet der hidtil havde tydet på at Pierre Anthon var den klogeste iblandt os, men pludselig vidste vi det alle sammen. For han havde fat i et eller andet. Også selv om vi ikke turde indrømme det. Hverken over for vores forældre, lærerne eller hinanden. Ikke engang over for os selv. Vi skulle ikke leve i en verden Pierre Anthon fortalte os om. Vi skulle blive til noget, til nogen.” (s. 9)
Det er gratis at oprette en konto