I perioden fra midten af 1800-tallet til anden halvdel af 1900-tallet, også kendt som industrialiseringen, så hverdagen for en normal arbejderfamilie ikke i nærheden af sådan som den gør i dag. Livet den gang i København og Århus var helt uidentisk, i forhold til det liv som folk kendte fra landet. På landet var det normalt for børn og forældre at se hinanden i løbet af dagen hvorimod det var mere usædvanligt hvis man levede i byen. Mange af de tilflyttere som kom til Staden fra landet havde haft en mindre gård, hvor børnene hjalp med at dyrke jorden og passe dyrene. Hjemmet var på en måde deres arbejde. Hvorimod livet i byerne mere gik ud på at sælge ens arbejdskraft til fabrikker, byggepladser osv. Hjemmet ændrede sig til et sted hvor familien blot sov og spiste.
Levevilkårene for den fattigere del af arbejderne var ikke det bedste. Noget der går igen i disse 3 kilder er hvor dårlige boligerne var, og hvor usunde de var. Al den tilflytning der fandt sted i denne periode, betød flere nyopførte bygninger, men størstedelen af dem var små og indknebne og rummede slet ikke plads til de familier der flyttede til staden. Værterne var ligeglade med familiernes behov, de blev ved med at konstruere så mange lejlighedskomplekser som muligt da de betalte sig så godt. I beskrivelsen af de fattiges boligforhold skrevet af læge Emil Hornemanns, hører vi om arbejderklassens og de fattiges levevilkår. Kilden har en tendens til den, da den selv er skrevet af en læge, derfor kan motivet være at få tingene til at virke værre end de egentlig er - med forhåbningen om at få sat lys på problemet med de uheldige boliger og vilkår.
Det er gratis at oprette en konto