Jeg vågner brat. Nogen skriger. Igen. Jeg ved ikke om jeg skal være bekymret eller forvirret. Jeg kigger på uret, 4:05. Der er flere timer til jeg skal stå op igen, så jeg lukker øjnene. Kulden omfavner mig. Kan ikke tænke. Må ud. Jeg løber ud af døren, og ud på bænken. Det er koldt, men jeg er ikke alene. Det er jeg aldrig. Nogen kalder. Jeg åbner øjnene og ser bekymrede ansigter. Mor og far står bøjet over mig. De prøver at fortælle mig noget, men stemmerne fylder mit hoved og hovedpinen gør mig svimmel. De løfter min spinkle krop ud i bilen. Jeg ved hvor jeg skal hen, så jeg prøver at slippe væk. Men jeg er for udkørt fra alle de søvnløse nætter. Mine øjne lukker i. Da jeg åbner øjnene igen, sidder jeg i en ventestol henne ved Dr. Martinez. Vi bliver ført ind i hans kontor. Han har været min læge, lige siden jeg var 6 år. Nu er jeg 15. Jeg kan svagt høre noget med justering af min medicin, men kan ikke høre mere end det. Stemmerne fylder alt. Hey
ik lyt til dem du er ikke skør du er bare lidt…. Anderledes?
Det er gratis at oprette en konto