Kulden. Den bidende kulde skærer gennem skind og ben, helt ind til knoglen.
Mørket er overvældende. Kan ikke tænke. Smerte. Så… Intet? Det er blevet d. 23. December. Som hvert år skal jeg ud til mine bedsteforældre. De bor ude på landet, som gør at sneen ser endnu smukkere ud. Huset minder lidt om en hytte. Det har et spidst tag. Lige så langt øjet rækker, er der den hvideste sne. Vi kører op til mine bedsteforældre. Det tager et par timer, da deres hus ligger langt væk fra alting. De er ikke så glade for larmen inde fra byen. Vi skynder os indenfor. Udenfor er der helt mørkt, selvom det hvide sne giver genskin. Jeg får helt ondt i øjnene. Lige inden jeg går ind ad døren, hører jeg noget bevæge sig. Jeg tænker ikke mere over det, og fortsætter ind i varmen (det burde du have gjort). Fordi jeg er træt, vælger jeg at tage en lur. Så er jeg mere frisk til senere i aften.
Mørket. Mørket opsluger mig. Kan ikke tænke… Kun…
Være her? Det står over mig. Skrigene vil aldrig stoppe.
Jeg vågner med et brat. Drømmen vil ikke stoppe. Det er altid det samme. Altid. Nu hvor jeg er vågen, går jeg ned i stuen. Min mor kigger på mig med et bekymret blik. “Har du fået noget søvn?” Jeg kigger skyldbevidst væk og mumler et stille ja.
Det er gratis at oprette en konto