”Hvad gør vi?” Jeg gik rundt i cirklen imens mine venner gloede på mig. Jeg frygtede at jeg ville gøre noget forkert, og at det ville præge mig resten af livet. Ingen sagde noget. Der var kun intens stilhed, indtil jeg besluttede mig! ”Vi gør det! Det er vores eneste chance”. Mine kollegaer og jeg gik hen imod styrerummet, på basen! Tunge skridt steppede væk i et stort ekko bag os ved gangen. Turen var lang hen imod styrerummet. Svedperlerne dryppede ned ad ansigtet, og jeg var skrækslagen for, at det kunne være det forkerte valg. Jeg blev nød til det! Midlerne var onde, men vil ramme den største del og udrydde gruppen! Da vi nåede rummet, gik vi samlet hen til den store røde knap. Min kollega, Dennis, stak nøglen ind i nøglehullet. Med et suk skruede han den hen imod højre og sagde” De gør det. Vi er klar”. Svedperlerne væltede ud af hovedbunden på mig og trillede ind under min uniform. Efter lidt tøven hamrede jeg knytnæven ned i aktiveringsknappen, og en højtaler begyndte at hyle op om en affyring. Vi traskede hen imod vinduet, og så derfra en kæmpe port fra jorden svinge op. Ud kom der et kæmpe missil, med 30 meter ild bag sig. ” Affyringen er gennemført, og missilen er på sin rette vej”. Jeg var blevet halvt stum, jeg ventede bare. Jeg kunne ikke holde det ud! Hvad vil der ske? Har jeg lavet en fejl? Kunne det vende sig positivt? Timerne gik som år, jeg kunne ikke få tanken ud af hovedet. Hvad vis jeg har ruineret og dræbt flere familier? Pludselig væltede kommandanten ind. ” Chef missilen har nået sin destination, vi skal ud og se til stedet” Jeg fór op og styrtede ud i jeepen, hvor mine kammerater allerede sad klar. Vi kørte igen i 8- 11 timer, men luften som bulrede imod ansigtet føltes frisk, og et glimt af at min handling var positiv strejfede mig et sekund eller to. Jeg blev vækket af en skrigende sirene som skreg for fuld hals. Vi var kommet til stedet. Missilen havde fuldstændig smadret en lille by. Ikke et hus var til at se uden skader. Vi hoppede af jeepen, og gik stille hen imod den destruerede by. Presset steg forfærdeligt meget, og sveden havde gennemblødt hele min uniform. Mange menneskelig flød rundt, med kropsskader, som var forfærdelige at kigge på. Flænset lårben, en mave, som var erstattet med en murbrok. Hovedet var halvt kvast, og en syrlig brækfornemmelse sneg sig op i halsen på mig. Så væltede det lige pludselig ud af mig. Efter at havde samlet kræfter til at se hvad der ellers var sket, vandrede vi længere ind i byen. En yngre dame lå sammen med to børn som var døde. Tårende væltede frem i hendes øjne. Jeg begyndte at hade mig selv. Men for at få ram på ham blev det betalingen. Da vi nåede til en halvt ødelagt moské så vi en flok mennesker ligge smadret i murbrokker. Det var ham og hans gruppe. Osama bin Laden er død. En snæver jubel dukkede op i knolden på mig selv, men den varede ikke længe, da man kunne høre ambulance sirener. Vi samlede os sammen ude ved jeepen, og begyndte at køre tilbage igen. Midlerne. De satans midler, men det var det eneste vi havde mulighed for at bruge. Midlerne var onde, og kostede mange mennesker liv, men vi fik ram på Osama bin Laden og dermed er den krig endelig afsluttet. Jeg vidste det var slemt, men det var det der skulle til for at få alting til at køre igen.
Det er gratis at oprette en konto