Dagen i dag var lidt anderledes, end jeg forventede den. Ikke kun lidt, fuldstændig anderledes. Balletten, som jeg har ventet på i flere år er aflyst. For at være mere præcis er den ikke aflyst, men dansen er aflyst. Jeg stod op i mors med glæde, og håbede på, at doktorfruen ville komme i dag. Det skulle hun nok tænkte jeg, fordi der var jo kun to dage indtil balletten ville starte. Men jeg var også bekymret. Hvad nu hvis har glemt at komme på besøg? Hvad nu hvis hun har ændret på sin mening og ville bare ikke invitere os? Hvad nu hvis Balletten bliver aflyst? Men jeg tænkte positivt, og sagde bare til mig selv, at der ikke går noget galt, og at det nok skal gå. Jeg kunne næsten ikke spise noget og mit hjerte bankede for vildt, og jeg troede at jeg snart får hjertestilstand eller lignende. Men dagen gik uden at doktorfruen er kommet. Det var omkring kl. 8 om aftenen, lige efter vi har spist aftensmad, hvor jeg igen ikke har spist noget, hvor jeg næsten gav op og begyndte at tude. Men så kom der nogen, og jeg håbede bare på, at det var doktorfruen. Og det var hun. Hun kom ind i stuen og vi alle fire, altså mig, mine forældre og min søster [NAVN B], stod bare der og lyttede til hvad hun sagde. Hun snakkede om alt muligt, men ikke om balletten. ,,Sig det nu´´, tænkte jeg mig bare, men det gjord hun ikke. Efter et kvarter cirka var hun ved at tage tøj på igen, men så huskede hun det med balletten. Jeg spidsede mine øre og håbede på det bedste. Men hun sagde, at balletten finder sted, men uden dans. Doktorfruen forlod huset. Jeg blev stående. Langsomt gik jeg i mit værelse, og det første jeg så var den smukkeste, pæneste balkjole jeg nogensinde har set i mit liv. Jeg begyndte at græde, hentede min dagbog og en fjer frem og begyndte skrive.
Det er gratis at oprette en konto