i dag var lidt anderledes, end jeg havde forventet. Ikke kun lidt, meget anderledes. ballet, som jeg havde ventet på i flere år, var aflyst. For at være mere lige på var den ikke aflyst, men dansen var aflyst. Vi måtte altså ikke danse.
Kære dagbog
Klokken 8:36
Jeg stod op af sengen med et smil på læben, og håbede på, at doktorfruen ville komme forbi i dag med gode nyheder. Jeg gik sådan og ventede på at hun ville dukke op, for der var jo kun to dage til ballet.
Men jeg var også bekymret. Hvad nu hvis ballet bliver aflyst? Hvad nu hvis hun har ændret på sin mening og bare ikke ville invitere os? Hvad nu hvis har glemt at komme på besøg? Men jeg tænkte positivt, og sagde bare til mig selv, at der ikke går noget galt, og at det hele nok skulle gå.
Jeg kunne næsten ikke spise og drikke noget, mit hjerte bankede derudad, jeg troede jeg var ved at dø, eller få hjertestop eller lignende. Men dagen gik, og doktorfruen var stadig ikke dukket op. Jeg skammede mig helt ustyrligt meget. Jeg kunne kun tænke det værste, at alle de andre havde det skægt til ballet imens jeg sad derhjemme med mine forældre.
Det er gratis at oprette en konto