Det er ikke alle mennesker, der kan klare at arbejde og tjene deres egne penge. Det gælder fx syge, handicappede og ældre. Det er heller ikke alle, der lige kan finde et job – især hvis der i forvejen er høj arbejdsløshed. I de fleste rige industrilande sørger det offentlige for, at mennesker, som i kortere eller længere perioder ikke kan klare sig selv, får støtte. Man sikrer borgernes velfærd.
Man taler derfor om velfærdsstaten. Den er kendetegnet ved, at det offentlige sætter visse ydelser til rådighed for befolkningen – især på områder som uddannelse og sundhed. Men det handler er også om at hjælpe folk direkte med at få en indkomst, man kan leve af. Det gør man ved fx at yde folkepension eller kontanthjælp.
Idéen om, at det offentlige skal bidrage til velfærden, skal ses på baggrund af en bekymring for, at de svageste i samfundet kan få svært ved at klare sig, hvis markedet fik lov at passe sig selv uden offentlige indgreb. Man kunne meget vel opleve store forskelle i indkomster. Desuden vil de svageste – dvs. de arbejdsløse, kronisk syge, gamle m.v. – kunne risikere at skulle leve under uacceptable vilkår, hvis ikke det offentlige gik ind med en hjælpende hånd – et 'sikkerhedsnet' i en eller anden form.
Det er gratis at oprette en konto