Bogen handler om hovedpersonen, Tue, der bor i en provinsby uden for Skive. Har har en barsk opvækst, da der ikke er det helt store overskud i familie- og hverdagslivet. Tidligt i sit liv viser han en stærk modenhed og ansvarlighed over for ham selv og hans omverdenen. Han har sine bump på vejen, men vejen fører ham også til større viden om livet. Tue har to mindre søskende ved navnene Morten og Nina. For det meste, er Tue god til at passe på hans søskende, når moderen ikke lige har tid eller magter det. Moderen gik igennem en svær abort, som gjorde at hun sank dybt ned i en endeløs depression. Hun spiller og bruger alle familiens penge på computeren hver dag, hvilket også gør at familiens økonomi og finansielle ydelser ikke ligger i top. Tue tror på, at sin mor nok skal blive rask en skønne dag. Men indtil da, hjælper han hende igennem hendes svære og mest uoverskuelige tider. det gør også at deres mor-og-søn forhold er langt tættere end de flestes, men langt fra ideelt. “Jeg lagde armene om hende, men hun skubbede dem væk. ‘Du må ikke græde mor’ sagde jeg blidt, men hun blev ved og ved” Tue udvikler sig igennem romanen, dog ikke kun på den gode måde. Hans far har nogle uforudsigelige humørsvingninger og lidt for stort temperament. Han kan være den bedste far for sine børn, men også den absolut værste. Som Tue også nævner i starten af historien, så mener han alligevel, at faderen fortjener en tale til hans begravelse, hvis han nu gik hen og døde i morgen. Faderen er landmand og er egentlig familiens eneste forsørger, da moderen jo ikke arbejder. Derfor går hans verden også under, da farbroder Chresten, mener at der ikke er særlig gode penge i landbrug alligevel. Tue ved lige hvordan han skal irritere sin far, derfor prøver han helst at undgå det. Man skal ikke lægge sig ud med hans far, da han netop er lidt utilregnelig ift. voldelighed. Men ellers klare Tue og Faderen sig godt i hinandens selskaber. Tue hjælper til faderen med noget på gården eller i huset. Så når faderen ikke er sur, vred, gal eller irriteret, så har de sammen et rigtig fint forhold. Desværre kan deres forhold også hurtigt tage en drastisk drejning… “Min far tog fat i min arm og rev til. Mit hovede rystede, da han slog mig i ansigtet. Et ordentlig smæld over kæberne med flad hånd” Et familiemedlem som Tue aldrig helt bliver perlevenner med er hans farbroder. Han er bestemt, og mener for det meste at han har ret. Engang fik han Tue til at hive en pattegris ud af soen. Desværre døde pattegrisen inden den kom ud. Derfor blev både hans far og farbroderen sure på ham. Det har bestemt ikke gjort Tue og farbroderens forhold bedre. Bedste og lillebroderen er næsten de to eneste normale mennesker i romanen. Bedste og Tue elsker hinandens selskab, eller Tue elsker hvert fald Bedstes. De har det som man nok ville kalde et nogenlunde ideelt forhold, når man tænker det ift. en bedstemor og et barnebarn. Når Tue er sammen med Bedste forsvinder også nogle af hans mange problemer for en stund. For ikke at videresende alt for mange af hans problemer til lillebroderen Morten, er Tue meget beskyttende overfor ham. Og Tue prøver også at være stærk overfor lillebroderen, sådan at han endda af og til, tager far-rollen på sine egne skuldre. Selvfølgelig beskytter han også lillesøsteren Nina, men da hun ikke er så gammel, forstår hun det ikke på samme måde som Morten. Tue og Morten skændes dog ikke så meget, som ellers mange brødre gør, men da der er nok konflikter i familien, er der heller ikke brug for splid
Det er gratis at oprette en konto