”At vove er at tabe fodfæste en kort stund. Ikke at vove er at tabe sig selv”…. Sådan lyder et populært citat, som bl.a. bruges i taler til konfirmationer og ved bryllupper. Ordene findes med andre ord frem fra danskernes gemmer i forbindelse med afgørende livsbegivenheder. Sådan én eller måske flere skelsættende og karakterdannende livsbegivenheder udgør omdrejningspunktet for handlingen i en novelle af den danske forfatter Anders Bodelsen med titlen ”Drivhuset” (1965). Her følger man en ung jeg-fortæller i tiden, hvor han for første gang får øjnene op for det modsatte køn og prøver kræfter med at bryde de voksnes rammer og regler på sin vej mod selv at blive en selvstændig og ansvarlig voksen.
Novellen ”Drivhuset” begynder med en præsentation af Drivhuset. Drivhuset lå ”i et forsømt gartneri et par haver væk.” (S.302, l.3) Selvom det var mørkt udenfor, var drivhuset stadig til at blive set, da glasset spejlede.
Børnene legede i deres kæmpe havet, som var alle haverne slået sammen til en. Ensomt og uhyggeligt var det for barnet, som stod. At kunne høre alle de andre børn forsvinde i forskellige retninger, så kunne den, som stod altså have hele aftenen foran sig. Det eneste sted børnene ikke måtte lege var på gartneriet. Hvis de skulle lege på gartneriet, blev de alligevel nødt til at lave hele legen om, men det var strengt forbudt at lege der. Der var endda en høj mur om det. De havde et begrænset område at lege på inden sengetid. Drivhuset var blot et ”glødende drivhus mellem solen og mig selv, mens jeg hørte de ældre kammeraters stemmer) som endnu havde lov at være oppe og lege en tid efter jeg var lagt i seng.”, som jeg-personen siger. (s.302, l.26)
Det er gratis at oprette en konto