Anders Bodelsens novelle ’Drivhuset’ handler om en dreng, der bor i en mindre by. Husene på hans vej har slået deres haver sammen så hele ’baghaven’, så at sige, er et stort område hvor børnene leger. I byen står der et drivhus hvor Jeg – fortælleren (jeg vil kalde ham for Peter) fra sit vindue kan anskue det. Drivhuset er lukket og det er strengt forbudt at lege eller kravle derind. 2 gange årligt går solen ned direkte bag drivhuset, som lyser det sådan op at der ser ud som om nogen havde sat ild i det. En sommer er Peter blevet 12 år, og under en gemmeleg gemmer han og Inger sig i drivhuset i gartneriet. Her ligger de sig og venter, og lidt efter lidt ligger de og kysser. Her får han sin første oplevelse med det modsatte køn.
Novellen udspiller sig over mange år, vi hører blandt andet hvordan Peter, fra først at være en af de mindste drenge til faktisk at være det ældste barn, som stadig legede. Derefter udspiller historien yderligere et par år (side 20 nederste afsnit) ’.. liggende i mange år’.
Jeg får det indtryk af at det er en mand der tænker tilbage på sin barndom. Han fortæller indirekte om overgangen fra at være barn, til at komme i puberteten. Det er fortalt som jeg-fortæller hvilket gør det nemt at sætte sig i Peters sted og den er fortalt med bagudsyn. Men så alligevel når jeg tænker om den er kronologisk fremstillet eller cyklist fremstillet, konkluderer jeg at den er kronologisk med bagudsyn. Så det sted jeg undre mig er: er det muligt at fortælle en historie hvor man ser tilbage til en tidligere begivenhed, som kronologisk og med bagudsyn? For mig virker det forstyrrende at tænke over, da jeg ikke mener en fortalt historie har bagudsyn, da den i sig selv er et bagudsyn..
Det er gratis at oprette en konto