FAR Manden, som er hovedpersonen i novellen, er meget præget af vrede og irritation, hvilket stammer fra hans barndom. Han er blevet opdraget til at være selvstændig og uafhængig af andre, og han har derfor meget lidt tilovers for folk, der er hjælpeløse og uselvstændige - ligesom hans egen søn. Sønnen smider alting væk, og Ester dækker over det. Hun forkæler og pylrer om sønnen, og manden er derfor meget irriteret på dem begge. Alligevel føler han en vis ømhed for sin kone, men han viser det sjældent. Han viser aldrig følelser, da han mener, at det kun er svage mennesker, der viser følelser. Han virker derfor som en meget kold og følelsesløs mand. Han vægter ting som styrke, magt og disciplin og det at være bedst. Ligesom i hans barndom, hvor han følte sig hævet over andre, fordi han havde dolken, som for ham betød styrke og magt. Han følte sig stærk med dolken, og den gjorde ham bedst. Som voksen er han stadig overbevist om, at han er hævet over andre, og han ser derfor ned på folk, heriblandt hans kone og søn. Han ville ønske, at sønnen var mere som ham, i stedet for svag som hans mor. Dolken er meget betydningsfuld for manden, og et symbol på magt, og det er også derfor, at han giver den til sønnen, måske i håb om?,? at han bliver mere som ham?,? men også for at være traditionen tro?. MOR (Ester) Sønnen betyder rigtig meget for Ester. Hun pylrer om ham, og fortæller ham aldrig, når han gør noget forkert. Hun dækker i stedet over ham, som om ingen skade er sket. Det er fordi, hun er bange for manden og hans temperament, og hun ønsker ikke, at det går ud over sønnen. Hun er også meget bange for selv at skændes med manden, og hun giver ham derfor altid ret. Hun servicerer også manden, og siger ham aldrig imod, også selvom han kritiserer hende. Det går hende alligevel meget på, og hun bliver derfor nemt ked af det. SØN Sønnen er en normal lille dreng, der er social og har mange legekammerater. Dolken som han har fået af sin far, betyder ikke det samme for ham, som den gjorde for faderen. I faderens barndom betød den nærmest alt for ham, men for sønnen er det bare legetøj. Alligevel ved han godt, at dolken er vigtig for faren, hvilket han respekterer. Han er bange for sin far, da han har et stort temperament, og han er derfor meget tæt med sin mor, da hun passer på ham. Han har tendens til at smide sit legetøj væk, men det tager han ikke så tungt, da han aldrig får skæld ud, og får fortalt, hvad der er rigtig og forkert. Han er forkælet idet, at der bliver pylret så meget om ham fra moderens side, og sønnen har derfor svært ved at finde rundt i rigtig og forkert.
Det er gratis at oprette en konto