“ Nåh, Ester, klokken er otte” hørte jeg min mand råbe i det fjerne.
En morgenhilsen jeg efterhånden havde vænnet mig til.
Jeg stod op og gik over til spejlet på toiletbordet.
Jeg sad i min underkjole og redte uglet mit hår.
Min mand udbrød med sin gnavne stemme: “Hvorfor i alverden klæder du
dig ikke ordentlig på, før du reder dig”?
Jeg svarede ikke og gik forbi ham, hen til min dejlige søn.
Jeg vækkede ham og sagde: “Godmorgen lille skat”
Jeg gik ud i køkkenet og tænkte hvorfor min mand altid var morgensur.
Jeg satte vand over til kaffen. Jeg kogte havregrød til min dejlige søn.
Vi sad alle sammen i spisestuen.
Jeg kiggede forsigtigt hen på min mand, som sendte kontrollerende
blikke hen til min søn og hans legetøj.
Det var som at han altid skulle kontrollere at der blev passet godt på
tingene.
Min søn fik dolken en juleaften da han var fem år gammel.
Min mand havde ment at han var stor nok til at få dolken, for han havde
selv fået den af sin far da han var seks år gammel.
Min mand havde forklaret at der fulgtes særlige forpligtelser med dolken.
Den var uerstattelig.
Det er gratis at oprette en konto