Analyse af Sigurd Plaetners' debatindlæg 'Shit – hvor er mit holdepunkt?'

I takt med vores samfund udvikler sig og bliver mere moderne, vil samfundet også kræve mere uddannet arbejdskraft, således for at imødekomme behovet for avanceret viden, der kan skubbe den teknologiske udvikling fremad. Denne situation har gjort et samarbejde nødvendigt mellem den voksne og den unge generation, der kan hjælpe sidstnævnte generation med at bære det tunge ansvar, sådan at den voksne generation i tryghed kan lade staffen gå videre. Men samarbejdet mellem de nævnte generationer har ikke været problemfrit, tværtimod oplever den unge generation et stigende pres gennem strenge forventninger om at tage høje uddannelser, leve sundt og følge med i hvad der rør sig i den offentlige debat. Men på den anden side oplever ungdommen, at den voksne generation ikke lever op til sit ansvar om at gøre arbejdet lettere for ungdommen ved f.eks. at have de rigtige forbilleder, som denne kan se op til.

En af de unge, som oplever at de voksne ikke lever op til sit ansvar, er den 20 årige Sigurd Plaetners, der i sit indlæg ”Shit – hvor er mit holdepunkt?” argumenterer ud fra påstanden om at det ikke længere er let at leve som ung. Ungdommen har for travlt til at leve livet påpeger Plaetner, da omgivelserne nærmest tvinger dem til at se op til en kunstig levestil. I stedet for ungdommen selv får lov til at finde mening med livet og yderligere, får lov til at udfolde sig på den måde som de ønsker, skal de ikke kun underlægge sig gruppepresset fra ligesindede unge, der har travlt med at købe sig til et pænere udseende og vinde vennernes anerkendelse gennem deres viden om hvad realitystjernerne på det seneste har foretaget sig. Plaetner langer ud efter ”politikerne, reklamerne, idolerne, tingene købt, vennerne, tv-programmerne, økonomerne, livsstilseksperterne, nyreligiøse selvrealiseringspsykopaterne”, fordi det er dem som definerer de fængslende retningslinjer for ungdommen om at de skal leve ”uddannet, innovativt, økologisk, sundt, succesfuldt, smukt, velduftende, rigt, røgfrit, bedst til alt (...)” (linje 75-80). Plaetner argumenterer for at ungdommen mangler forbilleder. Men det skal ikke forstås på den måde at de ikke selv kan tænke sig frem til forbillederne, eller at de ikke selv har noget (reelt) at leve efter, tværtimod, mener Plaetner at ungdommen mangler at se forbillederne udlevet hos de voksne. De voksne i dag har ikke samme ret som Sokrates til at kritisere ungdommen for deres dårlige manerer, afsky for autoriteter, og deres manglende respekt for ældre mennesker, fordi de ikke lever ligeså visdomsfuldt og med samme dybe indsigter som Sokrates. Her tager Plaetner udgangspunkt i Kristian Jensens udtalelser efter han blev smidt ud af tvprogrammet ”Vild med dans” . Her forklarer Jensen, at han aldrig har grædt ligeså meget før over noget end da han blev smidt ud af programmet på grund af sin dårlige tango. Plaetner dømmer den indflydelsesrige politikers karakter som værende useriøs, og påpeger at fortidens politikere, f.eks. Stauning eller den græske Achilieus aldrig kunne forestilles at sige noget lignende. Hvordan kan man forestille sig ungdommen seriøse og dedikerede, hvis man har at gøre med så useriøse repræsentanter af den voksne generation? Plaetner forklarer det således;