Kønsroller i Djørups 'Der er ingen ende på Paris'

Hun befinder sig på en bar og drikker hvidvin med en fremmed mand i et fremmed land. Det er længe siden, at hun har oplevet en så uafhængig og selvstyret hverdag. Hverdagen væk fra ansvar; ingen mand, børn eller arbejde. I stedet har hun har draget kursen mod det franske landskab. Hun tager en dyb indånding og nyder den fremmed mands selskab. Men mest af alt, sit eget selskab. Selvom han virker ganske charmerende, er lysten til at drikke vin og slå sig ned i Notre Dame langt større. Som en del af novellesamlingen ”Poesi og andre former for trods”, har novellen ”Der er ingen ende på Paris” en relativt intens begyndelse, der hurtigt udvikler sig til noget, der ligner et uddrag af en kriminovelle. Novellen er udgivet af forfatterinde Adda Djørup i 2015, og finder sted i Frankrigs hovedstad, Paris.

Novellen udfolder sig et sted i de parisiske gader, hvor den kvindelige hovedperson, jeg-fortælleren, i starten af novellen befinder sig på en bar. Her drikker hun hvidvin med en fremmed mand, som hun finder nogenlunde tiltalende. I takt med, at det udvikler sig, afslører manden sin lyst til hende og fortæller, at han vil forføre hende. Jeg-fortælleren har dog i virkeligheden mere lyst til at drikke og nyde alkoholens effekt. Efter en lang nat, der bød på en masse udforskning af Paris’ gader, ender parret hjemme hos manden. Morgenen efter vågner hun til synet af den fremmede mands splitternøgne krop. Han låser sit blik på hende mens han griber fat om sin penis og langsomt gnider hånden op og ned ad den. Hun føler sig fascineret af hans krop, hans muskelspændinger og hans ildfaste blik. Men samtidig stoler hun ikke på ham og kunne hurtigt mærke hendes instinkt presse på til at komme ud af situationen. Inden tanken for alvor fæstner, når hun ikke engang at bevæge sig op mod vindueskarmen før han finder en pistol frem fra kommodeskuffen. Hun opdager, at døren er låst og springer op for at hælde det kogende vand fra elkedlen på ham. Adrenalinen pumper i hendes krop, alle detaljer omkring hans bevægelse og reaktion bliver noteret. Inden han knap nok får tænkt tanken om at angribe hende igen, får hun affyret et skud, der rammer ham lige i brystkassen. ”Din satan”, mumler hun med en efterladt følelse af stolthed og ømhed. Det er tydeligt, at hun ikke er en kvinde i nød – hun ser sig selv som en jæger. Hun forlader lejligheden og smider pistolen i en af Paris’ mange kanaler.