Analyse af Adda Djørups 'Der er ingen ende på Paris'

Analyserende artikel af ’Der er ingen ende på Paris’ Af Adda Djørup

Et mesterværk benytter sig altid af den viden, som tidligere kunstneres klassikere har udforsket. Dette gælder lige fra visuelle fremstillinger såsom malerier og film til litterære værker som f.eks. digte, noveller og romaner. Adda Djørups novelle ’Der er ingen ende på Paris’ blev udgivet d. 27. februar 2015 i en samlet bog som indeholder 16 elegante og humoristiske noveller. Novellen ’Der er ingen ende på Paris’ indeholder henvisninger til forskellige berømte og elskede kunstnere såsom forfatteren Ernest Hemingway, komponisten Vernon Duke og forfatterinden Karen Blixen. Adda Djørups talent for kun at give læseren få informationer om sine karakter, så læseren er nødsaget til selv at forestille sig karakterens egentlige person. Dette er et tydeligt kendetegn man ofte ser i Ernest Hemingways bøger, en udforsket viden kaldet isbjergsteknikken, en teknik som Adda Djørup mestrer til fuldkommenhed.

På den ene side er der noget ironisk ved denne brug af Ernest Hemingways teknik, manden som ofte er blevet beskrevet som misogyn eller sexistisk, og han er manden som næsten altid har en mandlige hovedrolle i sine værker imens kvinderne efterlades med en passiv, ligegyldig eller lettere irriterende karakter. Men i Hemingways novelle ’Hills Like White Elephants’ skaber han en kvindelig karakter, som nægter at bøje sig for den manipulerende og dikterende adfærd hendes mandelige partner udviser. Der er en smule ironi i det, at for hvert manipulerende ord den mandelige partner ytrer, for at fastholde og bestemme kvindens handling, desto længere væk glider hun fra ham og bliver selv for hvert ord mere i stand til at tage sin egen beslutning. Måske er Hemingways mandsdominerende roller en måde, hvorved han kan udfordre det kvindelige køn, hvilket skaber en illusion af at han svæver i limbo mellem at være sexist og feminist.