Analyse af Hans Scherfigs 'Det forsømte forår'

Hans Scherfigs roman ’’Det forsømte forår’’ udkom i 1940. Det er hans 3. bog. Romanen udkom i serien ”Tranebøger” fra Gyldendal og blev en meget udbredt roman i de danske hjem i 1960´erne. Det er en tragisk og samfundskritiskbog, der beskriver hvordan mennesker kan forsømme deres muligheder for at udvikle sig til hele personer pga. samfundets normer og pres.I romanen følger vi en flok drenge gennem mellemskole, gymnasie og eksamener for at de til sidst mødes igen som 25 års studenterjubilarer. Deres skoletid formes af en meget karakteristisk lærer (lektor Blomme), som har en enorm betydning og indflydelse på drengenes udvikling i løbet af deres ungdom/skoletid. Lektor Blomme formår med sine sadistiske undervisningsmetoder at knække de unge drenge, og det ender med at gå så vidt at det bliver hans død. Én af drengene forgifter et maltbolsje, som tager taget livet af lektor Blomme og 25 år efter drengene bliver studenter mødes de igen og det afsløres ved dette møde hvem i blandt drengene, der for 25 år siden dræbte lektor Blomme. Romanen foregår over to tidslinjer, den ene hvor vi følger drengenes skolegang og den anden til 25 års jubilæet.

De fleste af drengene har fået den karriere, der lå i kortene, de er blevet til ansete embedsmænd, præster, læger osv. Dog havde alle drømt om noget andet, inden de ligesom i de kinesiske eventyr blev til forkerte væsener ’’De ved ikke at de er forkrøblede og forkerte som kinesiske misfostre der er opdrættet i krukker og vaser’’ (s. 174 l. 4-6) For at sammenligne kan man sige, at det er ligesom datidens kinesiske kvinder der fik snøret fødderne ind for at imødekomme et samfunds krav og normer om at kvinder skulle have små fødder, og dermed forkrøbler de sig selv.Romanen bliver fremstillet som kollektiv roman idet vi følger en gruppe af drenge, der alle går igennem samme skolegang på samme klassetrin. Der beskrives ikke en eller få personer, men en hel gruppe. De tilhøre samme miljø, sociale liv og har samme udvikling også når det kommer til deres glæder og konflikter. Når man læser romanen får man et overblik over en gruppe, men det er mere et samlet overblik og ikke en karakteristik over hver enkelt person. Ulempen ved det er at man ikke får de enkelte personer beskrevet som individer og de dermed ikke træder tydeligt frem som personer med hver deres personlige træk, holdninger og meninger. De er meget banalt beskrevet og Hans Scherfig bliver nok mere grebet af at beskrive og håne det gammeldags system, end af skildre de enkelte personer og gøre dem levende med hver deres personligheder. ’’Man er ikke med det samme klar over hvad det er. Man føler bare et stærkt ubehag’’ (s.49 l.2-3) Drengene bliver i store træk beskrevet som ’’man’’ og ikke ’’jeg’’ eller ved navn, og oftest bliver navnet på personen der snakker eller bliver snakket om nævnt én gang og derefter går det over til at blive generelt for drengene/gruppen. Fordele ved en kollektivroman som den her, er at det tydeliggøres hvordan en gruppe af individer optræder og behandles i et samfund, det gør at man lettere kan gennemskue hvordan forfatteren vil have en til at se problematikken omkring samfundet og dets normer. Det enkelte individ tager ikke fokus fra problemet men bliver en del af en større sammenhæng i samfundet. I det her tilfælde en kritik af det klassedelte samfund i førkrigstiden, og her kommer Hans Scherfigs politiske holdning virkelig til udtryk gennem en kritik af borgerskabet, fordi selv skolen er afspejlet i samfundets klassedelte hierarkiske tankegang og opbygning. ’’Sutterne er de små i første mellem. De er fredløse og plagede. Det forlanger traditionen. Og det er især anden mellem - de, der var sutter i fjor, som besørger plagerierne med stor nidkær’’ (s.58 l.16-19) Her beskrives det tydeligt hvordan skolen er deres eget lille samfund og det klassedelte og hierarkiske også er en del af skolegangen, før man kommer ud og er en del af endnu et klassedelt samfund uden for skolen. Når der står ’’det forlanger traditionen’’ er det en afspejling af det virkelige samfund hvor, hvis du er født af en borgerlig så forventes det at du skal indtage din plads som borgelig senere hen med en dertilhørende stilling der matcher det sociale lag forældre kommer fra. Præcis de samme forventninger haves hvis du er født af en arbejder, her forventes det også at du videreføre arven som arbejder. Det forventes ikke, og er nærmest ”forbudt” for personer fra de forskellige klasser at bryde den sociale arv, men det forventes blot at de holder den plads de er blevet tiltænkt. I filmatiseringen af scenen med maltbolsjet har instruktøren brugt bl.a. nærbilleder, underlægningsmusik og subjektiv lyd til at dramatisere og forøge spændingen. I den ændrede scene sættes de fleste klip i nærtotal, det er med til at vi som seer kan aflæse Ellerstrøms følelser og næsten se på ham hvad han tænker. Når en sætning som ’’Så må man hellere drukne sig eller spise af flaskerne derhenne i giftskabet’’ (s.144 l.8-10) fra bogen bliver filmatiseret til at Ellerstrøm ikke ved hvilket bolsje der er forgiftet i filmen, altså at en handling han tænker over måske at ville udføre omsættes til en handling han ikke selv er herre over. Det er ikke mere Ellerstrøms eget valg, om det er ham der bliver forgiftet eller lektor Blomme. Denne omskrivning fra tanke i bogen til handling i filmen tilfører filmen ekstra spænding. Det understreger også hvor langt Ellerstrøm er villig til gå for at forgifte lektor Blomme og dermed ændre på de forhold der gør at hans liv er så uudholdeligt. Selv lydene skal understrege intensiteten i de her klip, der er tale om reallyd, og vi høre alle de bitte små lyde som Ellerstrøm høre fx at han tager et bolsje op af æsken og at han tygger på bolsjet. Lyde der normalt ville være så små at de ville være fjerne for seeren og egentlig ville være ligegyldige, spiller her så omfattende en rolle for at understrege og få seeren til forstå hvad det er der lige er blevet gjort. Derudover er den dramatiske næsten gyserfilmsagtige parafraserende underlægningsmusik, med til at understøtte handlingens intensitet endnu mere. Musikken er asynkron fordi det netop er noget der er lagt på efter filmens optagelse for at gøre det mere spændende for seeren.