Koncentrationen er i top. Øjnene klistret til skærmen og hænderne kalibreret til at dreje musen til det mindste punkt, hurtigt og præcist. Et skud bliver affyret, modstanderen er død. ”Fuck jeg er sindssyg til det her gutter!” Halv-råber jeg og håber mine forældre ikke hørte det. Fanget i triumfens moment står jeg for skud. Jeg er næste offer. Jeg tager mit headset af og drejer stolen rundt. Klokken er 22, jeg skal i seng. Men først… Har hun skrevet? Jeg klikker hurtigt på skærmen og ser en snapchat meddelelse. Et lille smil breder sig, men forsvinder hurtigt igen, da det bare er endnu en snap fra Julia. Fucking Julia. Sender snaps hele tiden og tror jeg gider hende. Hvorfor kunne det ikke bare være hende? Hvorfor ikke Emilie? Jeg overvejer situationen lidt. Gider hun mig? Burde jeg overhovedet prøve? Jeg er jo lige kommet ud af et forhold. Jeg tænker mere over det, men kommer langsomt til at indse, at grunden til at jeg ikke længere er i forhold, måske er hende. Den rammer hårdt, lige midt i brystet. Hun er grunden til at jeg slog op med min kæreste, grunden til at jeg tvivler på mig selv, men stadig grunden til at jeg er vågen det ekstra kvarter om natten. Hovedet fyldt med tanker. Jeg tjekker telefonen en sidste gang inden jeg lægger mig til at sove og til min overraskelse og glæde, er der en besked fra hende. ”Undskyld jeg ikke lige svarede, så film med mine forældre. Sov godt <3.” Vi er næsten lige kommet på hjerter og er begyndt at skrive en del. Teksten står på et hurtigt ”Snapchat-selfie” af hende. Jeg ved jo godt at hun ikke har brugt mange kræfter på at tage billedet, men alligevel finder jeg det charmerende. Hun var ved at fjerne makeup kunne jeg se. Hendes ansigt behøver ikke makeup. Jeg ved lige præcis hvad jeg synes det er. Smukt. Betagende. Jeg trækker puden til mig og krammer den, med en forestilling om hendes skrøbelige, slanke krop mellem mine arme i stedet. Disse aftener har jeg mange af, men med nærmere omtanke, bliver det nok ikke den sidste. Hver aften tænker jeg på hende. Hver aften med nye ideer til hvad vi kunne lave sammen, hvilke komplimenter jeg kunne give hende. Jeg keder mig i skolen, kan ikke koncentrere mig. Jeg sidder i min egen verden og tankerne kommer igen. Jeg føler mig ynkelig. Ideerne spiller som en film i mit hoved, men… Jeg har jo aldrig mødt hende? Jeg har jo kun snakket med hende en gang, sammen med Mads? Mads er jo faktisk grunden til at jeg overhovedet kender hende. Han prøver at være wingman for mig og hende. Han er den meget aggressive type af wingmen. Tilbageholdende er han i hvert fald ikke. Han er virkelig dårlig, men på en måde fungerer det jo. Han prøvede at wingman for os, mens jeg stadig var i forhold. Jeg sagde selvfølgelig nej osv., men noget i mig ville gerne. Mads fik Emilie til at vække det i mig. ”Daniel!” Læreren stirrer surt på mig. Min sidemakker og bedsteven Oliver kigger på mig og ligner et spørgsmålstegn. Ingen af dem ved det. De tror stadig at jeg er ked af det. Jeg har overvejet at fortælle det til nogle af gutterne, men de ville aldrig forstå det. Selv ikke Laura ville forstå det - i hvert fald ikke endnu. Hun er i mine tanker. Hele tiden. Altid. Fuck hvor åndssvagt. Efter en god træning går jeg i bad. Tømmer tankerne. Tankerne om Emilie. Der er også en bestemt tanke der rammer mig: ”Hold nu kæft den bentræning har dræbt mig. Jeg skal ind i min seng og det skal være nu.” Så det gør jeg. Jeg smider mig i min seng og tjekker mobilen. En messenger-besked. Fra Benedicte. Det undrer mig meget. Altså - hmm - vi er jo gode venner, men hun plejer aldrig skrive til mig på messenger. Jeg læser beskeden og bliver ikke skuffet. Der var en meget god grund til at skrive den første besked. Lige præcis dén besked er lige hvad jeg har ventet på. ”Hey, Mads, Emilie og jeg skal være sammen på lørdag, hjemme hos mig, så tænkte på om du ville med?” Ja jeg vil med. Mere end noget andet. Ja, ja, ja. Efter 5 minutters intens fejring, får jeg et svar stablet på benene: ”Det vil jeg gerne. Hvornår på lørdag?” ”Kl. 10 tænker jeg.” Ugen går SÅ langsomt. Benedicte skrev mandag, i går og jeg har det allerede som om det er fredag. Vi når lørdag og jeg står op for at få sat håret. Krøllerne skal være der. Jeg tager mine pæne bukser på, i dag skal der ikke bruges joggingbukser. Op på cyklen og afsted mod Benedicte. Jeg bliver uopmærksom og cykler gennem en vandpyt, så det sprøjter op på mine bukser. Hvad ville hun ikke tænke om mig, med det her på mine bukser? Der. Der er hun. Hendes røde jakke, der matcher hendes mørkt-rødlige hår. Jeg ser hendes smil fra afstanden. Smukt. Betagende. Krammet da jeg hilser på hende, følelsen. Stærkere end mig selv. Inde på sofaen sætter jeg ved siden af hende. Hele dagen holder jeg mig ved hendes side, og som den offensive wingman Mads er, skubber han hende flere gange over mod mig. Jeg får armen rundt om hende, men ved ikke om hun bliver siddende fordi hun kan lide det, eller fordi hun bare ved at Mads skubber hende derover igen. Vi spiser pizza til frokost (knap så romantisk). Benedictes far kommer hjem, så vi går ind på hendes værelse. I sengen lægger jeg mig og Emilie virker tøvende, men lægger sig op ad mig. Mads snakker om hvor cute han synes vi ville være, men jeg hører det ikke. Det er som en baggrundsstøj, når jeg kigger på hende. Den lille søde næse, som hun har arvet fra hendes Belgiske mor. Smuk. Betagende. Mads bliver tørstig og henter noget vand. Det er mit snit. Hun drejer sig og jeg læner mig forover, rør hendes læber med mine og tiden stopper. Verden er min. Jeg flyver rundt og ser vores kys fra alle vinkler. Værdsætter øjeblikket. Smukt. Betagende. Fra dette punkt handler alt om os. Om hende. Hun ér mig. Hun ér min hverdag. Jeg får kysset hende farvel og cykler hjemad lidt senere. Jeg føler mig som verdens konge, som om jeg ejer alt. Der går ikke langt før vi får aftalt at være sammen igen. Næste lørdag hos hende. Transport til Thorsminde er et mareridt, så for at jeg kan nå at blive klar og bliver transporteret, skal jeg op 3 timer inden. Jeg har sat en alarm og er klar. Jeg vågner ved at min far vækker mig. ”Skulle du ikke have været oppe kl. 7:45?” Spørger han. Fuck mig. Jeg har sovet over mig. Midt i mit raseri over at min alarm ikke vækkede mig, men også på mig selv for ikke at vågne af den, bliver jeg afbrudt af min far: ”Hvis du venter 10 minutter, kan jeg godt køre dig. Men du siger det ikke til mor!” Jeg kommer derud. Jeg ser hende stå i døren og vente. Smukt. Betagende. Alt kører. Vi ser film sammen, vi laver mad sammen og går en tur. Ingen akavede stilheder. Det er som om vi er kærester. Som om vi altid har været det. Hun skal være min kæreste. Det er dyrt at hun bor så langt væk. Det koster ca. 100 kr., hver gang jeg skal ud til hende. Normalt ville jeg slet ikke give 100 kr. for at komme hjem til en, men hun har gjort mig ligeglad. Jeg snakker med hende på facetime hver dag, for at se hendes ansigt igen og høre hendes stemme. Smuk. Betagende. Onsdag skal vi være sammen igen. Vi tager til Holstebro sammen. Hun går i skole i Ulfborg, så det tager ca. lige lang tid for os at komme til Holstebro. Vi kan ikke nå at være sammen i særlig lang tid, men det er nok. At se hendes ansigt er altid det værd. Vi tager på restaurant, jeg betaler hendes mad. Vi går gennem gågaden sammen. Vi smutter op på toppen af et p-hus og ser byen oppefra. Alle lys tændt. Der er kun os to og udsigten. Smukt. Betagende. Hverdagen kører som det plejer. Vores daglige samtale, vores kærlighed. Jeg tager i fitness efter skole, som de fleste dage. Jeg skal træne bryst og triceps. Mellem et af mine sæt, får jeg en snap fra hende. Det er ikke unormalt, vi snapper selvfølgelig meget. Jeg kan ikke begribe hvad jeg læser. Jeg begynder at grine for mig selv og sætte spørgsmålstegn ved om det passede. Var det en eller anden syg joke? ”Det er fordi… Jeg føler ikke at vi fungerer længere. Jeg ville have fortalt dig det i virkeligheden, men når vi først kan være sammen om over to uger, ville jeg ikke vente.” Jeg er i chok. Jeg kan ikke forstå situationen. Jeg er simpelthen ikke blevet droppet af mit livs kærlighed, så mit svar bliver til det eneste jeg kan komme på: ”Okay lol.” Jeg giver hende noget tid. Det må da have været en misforståelse, eller en anden der har skrevet det, ikke? Jeg kan ikke koncentrere mig i skolen. Endnu mindre end før. Så mange søvnløse nætter. Så mange spørgsmål. Så få svar. Det bliver bedre hver dag. Jeg kommer til flere konklusioner, men opbygger mere had. Hvordan kunne hun? Jeg elskede hende. Elsker hende stadig. Elskede hun aldrig mig? Brugte hun mig bare? Jeg tager i fitness hver dag nu. Jeg har brug for et sted at komme af med min vrede. Være i mine egne tanker og save mig selv. Det virker, men på bestemt tid. Om natten kommer den igen. Vreden der gennemborer alt om mig. Påvirker mine venner, mine forældre. Jeg får en snap. Sikkert en af gutterne der vil spille. Jeg tipper mobilen mod mit ansigt, så den låser op. ”Snapchat meddelelse - Emilie.” To måneder. To måneder, og NU vælger hun at skrive? På vej mod denne samtale er jeg rasende, men det forsvinder igen ved synet af hendes ansigt. Hendes bløde hud. Hendes blå øjne. Smukke. Betagende. Med et er alt vrede væk. Vi skriver. Vi fortæller begge vores syn på hvad der skete. Hun vil gerne være venner fremover. Det vil jeg også gerne - så længe jeg kan få lov at se hende er alt fint. Uanset omstændighederne. Min hverdag fungerer igen. Jeg kan koncentrere mig i skolen. Jeg er i normalt humør. Mit eneste spørgsmål er hvornår hun så vil være sammen igen? - Selvfølgelig bare som venner. Hun er travl, så der går måske lidt tid, men jeg kan vente. For hende kan jeg. Der går en uge uden noget svar på hvornår hun kan. Der går en uge mere, denne gang uden svar overhovedet. Mærkeligt. En god dag bliver dårlig, når jeg får mig lagt i sengen. Når tankerne får frit spil. Når følelserne får lang snor. Forestillingen om hende, ved hjælp af musik fra Jeremy Zucker, lader tåre flyde. Som racerbiler på en motorvej ræser de ned ad kinderne. Hun har en ny. En anden. Frederik fucking Friche. Jeg er større end ham, stærkere end ham, klogere end ham, pænere end ham, bedre end ham. Jeg forstår det ikke, men forståelse er ikke nødvendigt. Kærlighedens knytnæve rammer mig. Vi bliver aldrig kærester, vi var aldrig kærester. Alligevel har jeg de værste kærestesorger som kan forestilles.Vores forhold? En løgn.Vores kærlighed? Et spil.Vores kys? En simpel berøring.Smerten fortsætter, intet fungerer. Jeg er en klog dreng. Jeg har et gennemsnit på 11 i skolen. Jeg ved hvordan kroppen og hjernen fungerer. Man skulle efter sigende nå en fase af accept efter nedtrykthed. En fase af afklaring. Nu ligger jeg her. Et halvt år efter. Ingen afklaring, ingen accept. Ikke skyggen af det. Fanget af nedtrykthed. Følelser ingen andre ved jeg har. Kun Laura. Et halvt år af uduelighed. Som de andre dage lukker jeg øjnene. Håber på en bedre dag i morgen. Hendes ord var smukke. Betagende. Nu er de døde. Bedragende.
Det er gratis at oprette en konto