Afskeden

Det var tirsdag den 10 marts. Hun ligger stadig helt stille i hendes seng, og er ikke vågnet helt endnu. Vinduet har været åbnet hele natten, så det var fugtigt og køligt, da hun åbner sine trætte og søvnløse øjne. Duggen ligger som et lille lag ovenpå hendes dyne, hun har det varmt inde i dynen, men lige så snart hun rejser hovedet eller armen, kunne hun mærke den kolde luft. Hun kan ligge og kigge ud på træerne fra hendes seng. Der var begyndt at komme flotte grønne blade på træerne. De stod og viftede frem og tilbage. Hun kigger nærmere på himlen, hun kunne se solen var ved at stå op. Solen skinnede med et lyst skær hen over træernes toppe, hun kunne høre fuglene var begyndt at flyve rundt og synge. Lidt efter lidt, begyndte flere mennesker at vågne, fiskerbådene var begyndt at sætte garn ud, og folk ved husene var allerede ude af fjerne. Det var tydeligt at høre folk der slæbte skrallet frem og tilbage hen af vejen. Der var begyndt at komme liv i byen. Hun tager sin fod og fører den langsomt ud af dynen. Hun kan mærke kulden der bevæger sig gennem hendes tærer. Hun kigger ned på dem. Hun vender sig lidt om, og prøver at få dynen viklet rundt om hende, hun rejser sig stille op, imens hun kan mærke kulden suse op under dynen og ind til hendes varme nøgne krop. Hun forsætter dog lidt, og for taget sig sammen til at bevæge sig lidt rundt. Med forsigtige skridt, når hun hen til skabet. Hun tager fat i lågen, den knirker højt. Hun giver slip på dynen og den glider langsomt ned af hendes krop. Den lander på jorden med en lille bump. Der står hun, nøgen. Med sin blege, glatte hud. Hendes lysebrune hår går næsten ned til midt på ryggen, vinden fra vinduet får håret til at blæse lidt til den ene side. Hun fører hånden hen til en kjole der hænger på en bøjle. Hun sætter først fødderne i og trækker den derefter hele vejen op til den ramte hendes skuldre. Hun tager forklædet og førte rundt om hendes brede hofter, vender hovedet ned af og satte håret i en høj, stor knold. Hun går ned i køkkenet med lange og langsomme skridt. kigger hurtigt rundt, intet smil kommer frem på hendes ansigt hun går bare med hovedet ned i jorden og mundvigene hænger lidt ned af. Hun kiggede kort op, og blev ellers bare ved med at gå rundt i køkkenet. Man kunne hører folk var vågne, og børn begyndte at larme, skrige, løbe og hoppe rundt. Jeg tog den grønne vandkande og fyldte op med vand, helt op til kanten, den var tung. Hun holdte den med begge hænder, og begynde at vande blomsterne i huset. Hun tøffede rundt, hun havde ingen kræfter. Hver dag var den samme dag. De samme ting. Altid det samme. Hun tog så fat i sin gamle, beskidte kost der stod over i