Jeg var ikke en fan af Nordnorge, her var koldt, og der var for meget sne. I virkeligheden, så var det nok bare ikke så sjovt, som jeg troede, det ville være. Jeg kunne ikke andet end at have ondt af de mennesker, som boede i denne del af landet. Selv midt på dagen, når solen stod højst på himlen, føltes det som om, det var minus fyrre grader. Vi befandt os konstant i frostgrader, og havde jeg ikke været optaget af alle de ting, der skete omkring os, så havde jeg stensikkert frosset ihjel.
Heldigvis var vi ikke så langt oppe igen, vi befandt os i Trondheim. Byen var ikke den største, men åbenbart stor nok til at lade en hel årgang tage på lejrskole heroppe midt i december. Jeg havde ikke hørt om byen før, for mig var den som en lille plet på kortet over Norge. Turen i sig selv kom som et chok, følte jeg, det var tre uger før, vi første gang hørte om den.
Trods den tydelige modvilje, alle på årgangen havde mod lærernes forslag om at tage ned på den lokale skøjtebane, så var det alligevel det, vi gjorde.
Efter vi var færdige med at brokke os over vejrforholdene, som vi alligevel ikke kunne gøre noget ved, så endte vi alligevel med at have det morsomt. Jeg tror vi alle endte med alligevel at hygge os, nu hvor vi slap for det faglige. Det var en udendørs skøjtebane. Det eneste lys der var, det var de få gadelygter og den fine julepynt, som var tændt siden klokken var fem. Hovedsageligt var det kun vores årgang og nogle få drenge, som jeg gættede på var lokale, der befandt sig på isen.
Det er gratis at oprette en konto