Prinsessen der havde krav

Der var engang en prinsesse. Hun var ikke stupid eller klog, smuk eller grim eller lille og høj. Hun var bare en prinsesse. Men dog havde hun krav til alt. Hendes kakao måtte hverken være for varm eller kold, for skummet eller flad eller for tynd eller tyk. Hun havde en far den store konge som hverken var mægtig eller svag, sund eller usund eller gusten eller sexed. Men han var dog meget tilbøjelig for sin datter. Han holdt de krav hans datter satte. Så hendes seng blev redt hverken for fin eller stramt, for stort eller småt eller med mange puder eller få. Da prinsessen lige præcis var gammel nok skulle hun giftes væk. Men prinsessen havde krav for hvordan hendes mand skulle være. Han skulle hverken være for rig eller fattig, lækker eller hæslig eller sød eller dum. Efter en måned havde hele byen været oppe på slottet for at prøve lykken med prinsessen, men igen havde haft heldet med sig. Og i samme måned drog prinsessen ud for at finde kærligheden. Da hun havde reddet i 7 dage mødte hun en gammel kælling. Prinsessen stoppede og spurgte om hvor den tætteste kro lå her omkring. Den gamle kælling svarede, at der lå en bondegård ikke langt her fra, men at hun skulle passe på, for man sagde at den var forhekset. Som tak gav prinsessen den gamle kælling et stykke brød og 12 sølvmønter. Den gamle kone takkede og prinsessen red videre. Inden længe fandt hun bondegården, som den gamle kælling havde sagt. Bondegården så forladt ud. Hun gik hen til døren, bankede på og ventede. Døren åbnede, og et lille menneske stod i døren. Han var hverken en dreng eller en voksen, rynket eller med glat hud, store eller små øjne. Men han var meget venlig. Lige så snart der blev åbnet blev prinsessen inviteret indenfor. Det lille menneske inviterede på mad og husly, og prinsessen kunne ikke takke nej. Da hun sad ved bordet, fik hun serveret en suppe. Den var hverken for tynd eller tyk, for varm eller kold, for moset eller for klumpet. Den helt perfekte suppe. Da hun blev vist til sit sovekammer, kom hun ind i et rum der hverken var for stort eller småt, vinduet havde hverken en perfekt eller dårlig udsigt, og sengen var hverken for god eller dårlig. Det helt perfekte værelse for hende. Da hun vågnede næste morgen var der serveret mad lige for hendes næse på sengen. Og lige som suppen var det lige for hende. Da hun var færdig gik hun ned til den lille mand og spurgte, og hvem der havde lavet maden og lavet værelset. Den lille mand svarede, at det var hans søn, som ledte efter den store kærlighed. Da han kalde på sin søn, kom en mand ud som hverken var rig eller fattig, lækker eller hæslig, eller sød eller dum. Da prinsessen så denne mand vidste hun med det samme at det var hendes mand. De blev gift og levede lykkeligt til deres dages ende.