Hvordan dramatiserer man på bedste vis et digt af Klaus Rifbjerg?
Hvad bliver resultatet når stykket bliver udført af ama-tører?
1. e på Kolding Gymnasi-um har prøvet sig frem:
Af: [NAVN A]
Torsdag eftermiddag: drama på skemaet.
1 velforberedt dramagruppe gør de sidste ting parat før stikket til spotlyset bliver sat i kontakten. Publikum sidder spændte i den mørke sal og venter på en gruppe gymna-sielevers fortolkning af ét af Klaus Rifbjergs subtile digte om overgangen fra barn til voksen.
Indledning
Med et åbnes den bredde trædør, og omridset af 4 skik-kelser kan anes. 4 piger i alt for stort tøj. 4 piger som er klædt ud som drenge.
De tager plads ved det eneste bord i værtshuset. Stilhed. Her tales ikke som aftalt stilhed – mere forlegenhed eller glemte replikker?
Med ét bestiller pigen/ drengen, klædt i den største hættetrøje og de mest posede bukser, 4 ”bajere”.
Den nydelige servitrice – en dreng klædt i kvindeklæder, paryk og med tennisbolde under blusen som erstatning for manglede bustemål –
serverer de 4 bajere med et: ”værsgo drenge”.
Som enakteren skrider frem bliver vore 4 maskuline hunkønsvæsner mere bedug-gede – men dette gør ikke skuespillerpræstationerne værre!
Tværtimod den ellers så monotone stemning som før prydede de 4 hovedpersoner, er nu helt væk.
Det er gratis at oprette en konto